Gårsdagens koncert: Black Mountain på Voxhall, Aarhus

1. november 2016

Lad mig begynde ved slutningen af koncerten med Black Mountain. Da de forlod scenen for første gang lod tangentspilleren (Jeremy Schmidt) et af sine instrumenter stå og spille et enkelt tema, der kørte i ring. Medens publikum klappede og forsøgte (med held) at kalde det fem mand store kanadiske band ind igen til det obligatoriske ekstramateriale.

Og pÃ¥ vej hjem fra koncerten tænkte jeg lidt over denne lille episode og blev enig med mig selv, at det ingenlunde var den rene tilfældighed (hvis en sÃ¥dan overhovedet findes…), men afspejlede bandets grundliggende musikalske holdning. For det autonome tema understregede, hvad koncerten ogsÃ¥ havde slÃ¥et fast: At Black Mountain er et band, der – som visse forbilleder tilbage i tresserne og halvfjerdserne – tænker musik som en slags organiske stykker, der ikke, som klassikse rocknumre, har fx en intro, et midterstykke og en outro eller et A- og et B-stykke, der veksler mellem hinanden – men som stykker, der ikke rigtig har nogen let afgrænselig begyndelse og slet ikke nogen ditto slutning. Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne jeg have troet, at koncerten bestod af et langt musikalsk landskab, der kun pÃ¥ skrømt blev delt op i mindre stykker.

Og hermed er jeg tilbage ved diskussionen om Black Mountain og deres forbindelse til fortiden. Gruppen er jo, som antydet i mit forskræp, en af bannerførerne for hvad man måske kunne kalde neo-psychedeliaen. Og her denne mandag aften i Aarhus midtby gav det god mening at henføre bandets musik til tressernes og halvfjerdsernes psykedelisk inspirerede musik. Black Mountain spiller musik, der i mindre grad er afhængig af en god melodi, fængende riffs og hooklines, men i langt højere grad af stemninger og mentalt stimulerende lydlandskaber.

En anden arv fra fortiden Black Mountain bærer med sig er, at den fem mand store gruppe primært fremstÃ¥r som et kollektiv. Der var kun smÃ¥ forkølede tilløb til noget, der kunne opfattes som solistiske udfoldelser (fx af guitarist og forgrundsfigur Stephen McBean). Det var samspillet, det drejede sig om. Og det blev kun understreget af, at forsangerinden Amber Webber nok stod i forgrunden og havde en placering som forsangerinde, men netop fungerede som integral element i det musikalske udtryk. I en af sangene (jeg husker ikke titlen) sang hun ikke en dechiffrerbar tekst, men lod stemmen fungere som et instrument pÃ¥ linje med de andre – dvs. tangenter, bas, trommer og guitar. Og musikken som sÃ¥dan bar ogsÃ¥ stærkt præg af at være en kollektiv frembringelse. PÃ¥ den led kunne Black Mountain minde om et andet kanadisk band, nemlig The Band – men uden nogen som helst sammenligning i øvrigt.

Skulle man driste sig til at placere bandet i et rockhistorisk perspektiv, sÃ¥ kunne man hævde, at de befinder sig et sted i det musikalske landskab mellem Jefferson Airplane og Iron Butterflyd i det ene hjørne, Deep Purple i det andet hjørne og senere, progressive rockbands i det tredje hjørne. Amber Webbers sang fik mig til at tænke pÃ¥ netop Grace Slick, selv om Amber ikke besidder Slicks imposante stemmekraft. Men i lange passager kunne hun godt lyde som Slick pÃ¥ de mest psykedeliske numre hos Jefferson Airplane. Og Schmidts tangenter kunne ofte lede tanken hen pÃ¥ Deep Purple. Men selv om der sÃ¥ledes – for denne publikum i det mindste – var en vis genkendelighed, sÃ¥ var det ogsÃ¥ tydeligt, at Black Mountain har lyttet til meget af de senere Ã¥rtiers rock og har taget den til sig. Post-punk, post-rock og grunge. Bare for at tage et par eksempler.

Et enkelt ekstranummer blev det til og koncerten, der startede med tre kvarters forsinkelse, varede under to timer. Men i mine ører var det sådan set en meget passende længde, der fik givet et fint indtryk af et interessant band, der er mere kult end mainstream.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

170 har læst indlægget
13,466