Det’ forÃ¥r

11. februar 2008

Grøn er vårens hæk,
kåben kastes væk,
jomfruer sig alt på volden sole.
Luften er så smuk,
deres længselssuk
kendes let på deres silkekjole.

Nu har viben æg,
pilen dygtig skæg,
og violen småt på volden pipper.
Gåsen sine små
lærer flittig gå,
skaden vindigt med sin hale vipper

Svenden med sin brud
går i haven ud,
på de grønne sko hun synes danse.
Ak, hvor hun er let!
foden er så net.
Pogen sælger til dem grønne kranse.

Storken er så travl
højt på bondens gavl,
og de røde fødder næbbet slibe.
Høkren med sin viv
går for tidsfordriv
med sin sølvbeslagne merskumspibe.

Hulde piger små,
røde, hvide, blå,
sender deres blikke rundt som pile.
Og som krigerflag
i det kælne slag
silkebånd fra liljenakken ile.

Aftnen driver på,
mens de skønne gå,
bare de dem ikke skal forkøle.
Hvilken yndig strøm,
barmen blir så øm,
man mit hjerte kan på vesten føle.

I den tavse nat,
som en stor dukat,
månen stænker guld på alle grene.
Ak, de skønne svandt
jo fra hver en kant.
Det er tungt, man skal gå hjem alene.

Hundeluftning. Og der er grøde overalt. Buske og træer knoppes, sÃ¥ det er en lyst. Det myldrer frem med krokusser og andre vækster. Og frem af hjernens dybe forviklinger dukker melodi og tekst til Paul Martin Møllers gamle danske sang “Grøn er vÃ¥rens hæk” (melodi af Niels W. Gade). Kors hvor blev den sunget mange gange i min skoletid, af mere eller mindre engagerede børnestemmer. Og mejslet ind i capacs hjernevindinger. Især den der sætning med jomfruerne, der sig pÃ¥ volden sole, gjorde indtryk dengang.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

278 har læst indlægget
13,465