Lou Reed på lærredet

2. december 2016

I går aftes kom jeg helt tilfældigt til at se det meste af Wim Wenders’ film Faraway, So Close! fra 1993.


Og det ærgrer mig lidt, at det var tilfældighedernes spil – jacta est alea! – der fik mig ind i filmen, for jeg er en stor beundrer af denne tyske instruktør, der laver nogle film, der på deres egen langsommelige, lidt gammeldags facon skaber særprægede stemninger, som man ikke finder andre steder – og derfor demonstrerer, hvad filmkunsten kan, når den er god. Filmen handler – for nu at gøre det meget kort – om en engel, der falder og bliver menneske i Wenders yndlingsby, Berlin.

Desværre er jeg ramt af en kraftig influenza, og filmen, der varer ca. to og en halv time, blev sendte relativt sent, så jeg gik i seng, inden filmen var slut (med en beslutning om at se filmen igen, når omstændighederne tillader det). Men – heldigvis – nåede jeg at se Lou Reed optræde i filmen. Han har en lille rolle som sig selv. Først ser man ham sidde med sin guitar (se foto ovenfor) og spille lidt af sangen “Berlin”. Lidt senere ser man ham i en koncertsituation, hvor han spiller “Why can’t i be good”, og han dukker også op som sig selv i en lille scene med englen Karl. Nok til at gøre filmen ekstra interessant for mig.

PS. Så vidt jeg ved og har kunnet researche mig til, så findes sangen “Why can’t I be good” kun på soundtracket til filmen – og en maxisingle, der blev udsendt i forbindelse med filmen, hvor også Nick Cave bidrager med en sang. Desværre. For det er en sang, der minder meget om et af mine yndlingsalbum med Reed, Magic and loss, der kom året før filmen. Måske er der tale om et “outtake” fra den plade!?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

281 har læst indlægget
14,751