Souldronningen?
14. februar 2008Pige træd varsomt, thi scenen er skrå. Den amerikanske sangerinde Beyonce må sande de gamle danske ord (som hun garanteret ikke kender). For i forbindelse med Grammy-uddelingerne, hvor hun i øvrigt blev distanceret af Amy “Wino” Winehouse, kom hun for skade at udnævne Tina Turner til at være “The Queen of Soul”. Hvilket ikke fik hende i kridthuset hos Aretha Franklin, der har båret denne virtuelle titel i mange herrens år. Meget – også meget godt – kan man sige om Tina Turner, men det er ikke just soulmusikken, der har været hendes dominerende repertoire. Men igen, hvor er soulmusikken i nutidens amerikanske underholdning? Beyonce, måske? Må vi lige bede om lidt respekt! Respect, Respect… (Og så tager vi lige Think, igen. Det var det, frk. Beyonce skulle have gjort…).