Capac anbefaler: The Pocket Players – Throw your dog a bone

1. januar 2017

I det forgangne Ã¥r er vi mere end en gang blevet mindet om, hvilken uudslukkelig inspirationskilde the blues er for især den del af populærmusikken, vi kalder rock. Rolling Stones udsendte et album, der med al ønskelig tydelighed viste, hvor de kom fra, og hvor deres lidenskab bunder – nemlig i bluesmusikken. Den bluesmusik, der førte Mick Jagger og skolekammeraten Keith Richard sammen i deres spæde ungdom, og som var drivkraften for langt de fleste af beatmusikkens navne i tresserne. For slet ikke at tale om de amerikanske bands, der nærmest fik bluesen ind med moders mælk…

Og bluesen fortsætter med at inspirere, ægge og drive kunstnere frem. Således sidder jeg her med det danske band The Pocket Players nye album (vist deres andet) Throw your dog a bone, der leverer et fornemt og smukt eksempel på, at bluesen også har godt fat i danske musikere og ikke lader noget tilbage i forhold til udenlandske konkurrenter inden for genren.

Pladens ialt 10 sange er skrevet af forsanger, guitarist og dobrospiller Ole Bech. Og de beskæftiger sig med emner, der kredser om bluesens klassiske temaer. Her er sange om at ‘have the blues’ (i St. Croix), om at gÃ¥ til kanten og over den pÃ¥ grund af the blues, om almindelig galskab, forelskelse og ulykkelig kærlighed. Men ogsÃ¥ et par sange, der afslører, at vi befinder os i en ny tidsalder med nye bluesfremkaldende problemer – som flygtningesituationen (“The Blinds”) og følelsen af at være fremmed i sit eget hjemland (“Brand New Start”).

Men ogsÃ¥ musikalsk afslører pladen, at godt nok er Pocket Players traditionalister om en hals, der elsker den gamle blues fra deltaet og Chicago, men samtidig er børn af deres tid. De kan ikke – og vil heller ikke, tror jeg – løbe fra, at bluesen i mange Ã¥r har været befrugtet af beat- og rockmusik og forvaltet af navne, der har sat deres eget præg af rock og kant pÃ¥ musikken. Stones er allerede nævnt og du kan sikkert føje mange flere til, kære læser.

Throw your dog a bone er indspillet hjemme hos Poul Krebs på Samsø. Og med Henrik Poulsen (bassist) og Thomas Alstrup bag knapperne er der skabt en nøgen lyd, der både fortæller om en analog autenticitet og en utilsløret ærlighed, der er bluesmusikkens varemærke. En lyd, der både peger tilbage mod de urfædrenes spartanske optagelser og til den mange R&B-bands evige søgen efter et lydbillede, der er tættest på live-situationen.

Og i Pocket Players tilfælde står optagelserne klart og rent og lader de enkelte instrumenter fremstå med deres individuelle særpræg, samtidig med, at det kollektive præg er bevaret. Ole Bechs gode bluesstemme står klart og dechiffrerbart fremme i lydbilledet, men får kærlig konkurrence af Palle Hjorths orgel, der taler med og minder os om de mange store orgelvirtuoser bluesrocken har gjort til forbilleder. Fra Alan Price (Animals) til Ray Manzarek (Doors) , med mange mellemregninger.

Og Ole Bech tilføjer selv med sine guitarer elementer af både surfrock, psychedelia m.m. Og under det hele ligger Søren Poulsens trommer med en heftig hjertepuls, der sørger for at holde tempoet oppe. Nævnes skal det også at Marianne Lewandowski leverer en fin, feminin backingvokal på halvdelen af sangene og sørger for at farve musikken med et tiltrængt feminint modspil, der også bidrager til det endelige resultats karakter af noget musikalsk sammenkogt. En bluesstuvning, der nok er traditionalistisk, men også farvet, ja krydret, at de sidste mange årtiers stilistiske farvning af the blues.

Throw your dog a bone burde kunne tilfredsstille enhver elsker af blues og bluesinfluerede musikstilarter, herunder rocken. Så er du ikke færdig med dine 2016-musikinvesteringer, så er The Pocket Players et godt bud.

The Pocket Players. Throw you dog a bone. LongLIfe Records. Udkom i november.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

400 har læst indlægget
14,215