Walking the Dog – and back again
4. marts 2008
Kølig, frisk luft i lungerne. Let sved på panden, for gravhunden løber stærkt (løbetid, you know) og skal lige have tjekket sit territorium af for mulige damebekendskaber og konkurrenter, der skal vises vintervejen. Bag en hæk gemte sig to Westies, der fik teksten læst.
På vores vej passerer vi et stort nybygget parcelhus. Stort og dyrt. Hunden og jeg har fulgt byggeriets tilblivelse. Før lå der to gamle kolonihuse, der var gået helt i forfald på en tilgroet grund. Men gartnere, murere og tømrere forvandlede parcellen til et stort hus med to garager og alt, hvad dertil hører. I den ene side er der et lille græsareal ud til en blind vej. Og indtil i dag har gravhunden og jeg gået der, og han har forrettet det ene og det andet. Af samme grund har jeg to-tre hundeposer i lommen, og jeg samler hundelorten op, når den bliver lagt på steder, hvor andre kan tænkes at komme. I dag bemærkede jeg så, at ejeren af huset havde opsat en række skilte – forbudsskilte – med en skidende hund. Ikke et, men fire, fem stykker. Lige som for at sende et utvetydigt signal.
Jo, jeg ved godt, at hundelorte er en gene. Og hundeejere bør samle hundelortene op. Desværre er der mange, der ikke gør det. Ofte – vurderet ud fra mine egne sonderinger på området – ejere med store hunde… Det er ikke rart at træde i en hundelort. Det er ulækkert. Jeg gjorde det selv forleden dag.
På den anden side, så er det lidt nedslående at se, hvordan sådan noget som hundelorte kan sætte sindene i kog og fremkalde de værste sider i mennesker…
