Hippiedrømme
10. marts 2008
Efter at have set Hella Joofs serialisering af Bent Q. Holms roman Album (og jeg ved endnu ikke helt, hvad jeg skal mene om Joofiseringen…), så slog jeg om til DR2, der – apropos Album – viste programmet “Husker du – Blomsterbørnenes beat”, tredje ombæring af en programserie på tretten om ungdomskulturens musik. Der var fascinerende musikalske klip med Steppeulvene, Pan, Ache, Alrune Rod, Savage Rose m.fl. garneret med små udsagn fra nogen af dem, der var med dengang. Hans Otto Bisgaard (der startede Brøndby Pop Club sammen med en skolekammerat og åbnede dørene for en række dengang ukendte udenlandske navne og ditto danske), Niels Skousen, Franz Beckerlee, Karsten Vogel m.fl. Alle fortalte de med blanke øjne om det radikale nybrud, der skete på stort set alle fronter: musikkens, seksualitetens, familiens, boligformernes, politikkens osv., og hvor dan de diffuse forestillinger om et andet liv, et andet samfund, end det, man kendte fra efterkrigsårenes indeklemte årtier spirede. Og om hvordan drømmene brast, da eksperimenterne med “bevidsthedsudvidende” stoffer gled over i afhængighed og misbrug, og myndigheder slog ned på slumstormere og boligaktivister med rå magt og total mangel for indsigt i de kulturelle eksperimenters betydning.
Jeg så udsendelsen sammen med min søn på 25, der undrede sig over, hvad der var sket med alle de drømme fra dengang. Og vi blev enige om, at det, der skete dengang – fra 1967-1977 (sådan cirka) har sat sig adskillelige spor i samfundslivet. Hvor var økologien, hvis ikke de unge dengang var begyndt at interessere sig for brune ris, mikro-makro-mad og sund kost? Hvor var de kollektive boligformer, hvis ikke de unge dengang flygtede fra familieparcelhuset til bofælleskaber og kollektiver m/u fællesøkononmi og bollerum? Hvor var vindmølleindustrien og diskussionen om alternative energiformer, hvis ikke vi havde haft anti-atomkraft-kampagner og -bevægelser og Tvindmøllebyggeri? Ligestillingsdebatten? Selv om den i visse henseender er blevet en feminin kamp om retten til privilegier. Og så videre. Ganske vist er der borgerlige, reaktionære kræfter i dette land, der forsøger at dæmonisere og fortrænge, hvad der skete i de sene tressere og halvfjerdsere. Men jeg er overbevist om, at de kæmper en umulig kamp. Det er derfor deres retorik er så rabiat. Det, der skete dengang er irreversibelt. Ikke alt lykkedes, men en del. Og selv om man nedlægger Christiania og forsøger at sætte lighedstegn mellem Blekinggadebanden og den øvrige venstrefløj, så er sporene og dermed drømmene der stadig.
– Ovenstående er selvfølgelig bare en gammel mands dagdrømmerier og har ikke noget med virkeligheden at gøre…
Ache – danish prog rock…
Beefeaters (1968)
Steppeulvene – Love In i Kongens Have – 1967
Ovenstående foto er taget af Erik Pontoppidan, der bestyrer en side om Eik Skaløe og Steppeulvene.
