Album

10. marts 2008

Hvad har de dog gjort? Det var en tanke, jeg sad tilbage med, efter at have set første afsnit af Hella Joofs serie “Album”. Halvfjerdserne. Ungdomsoprørets Ã¥rti. Set fra børnenes – eller: nogle af børnenes – synsvinkel. Et blik, der ser bagom alle idealer og drømme til overfladiskheden, egoismen i renkultur, det alternative som en vrængbillede af det bestÃ¥ende, hvor “nissen” for alvor er flyttet med i form af materialisme, utroskab, karriereræs osv. Malet med overvejende brune farver.
Spillet var upåklageligt over hele linjen, tidens tone var ramt med stor præcision, ikke mindst indretningen og tøjstilen var godt kalkeret af efter hukommelsen.
Alligevel synes jeg ikke, at afsnittet var helt vellykket. En tilbagevendende anke mod danske historiske serier: De vil fortælle for meget pÃ¥ for kort tid. Fiktionshistorieformidling som Maggi-terning. Og sÃ¥ forekommer fortællingen mig at være for unuanceret. Mennesker er ikke kun “dumme svin”. SÃ¥dan var det et langt stykke ad vejen i Joofs optik. I hvert fald for de voksnes vedkommende. Børnene var “ofre”. PÃ¥ den ene eller anden mÃ¥de. Sort-hvidt.
MÃ¥ske vil nuancerne komme i de næste afsnit. Det mÃ¥ man hÃ¥be. Foreløbigt vil jeg give serien karakteren G+ (det var vist den skala, man brugte dengang…).
PS. Jeg kender ikke romanforlægget til serien.
———-

Rasmus har skrevet et længere indlæg i anledning af ovenstående:

Har gÃ¥et og tænkt over dit indlæg om Album. Jeg var personligt glad for afsnittet og eftersom jeg optog det, har jeg lige siddet og set det igen. Havde selvfølgelig en fornemmelse af at det var en præsentation – og at der forhÃ¥bentlig kommer til at ske noget hvor personerne træder mere i karakter. Og sÃ¥dan som jeg forstÃ¥r, er det vist meget nogle af børnene vi skal følge. Jeg tænker bare over det du skriver med persontegningerne. Og jeg synes faktisk ikke du har ret. Det var meget store udtryk, og der var mange voldsomme handlinger, og det var meget tydeligt iscenesat, (nærmest som om det var børnene der betragtede de voksne – hvor man oplever de voksne lidt forstørret). Men jeg kan egentlig kun se der var et rigtig dumt svin: Nemlig Spottags entreprenør. Han var til gengæld sÃ¥ energifuld og handlekraftig og morsom, at han for mig var en fornøjelse at se pÃ¥ – og mÃ¥ske kommer han ogsÃ¥ til at vise nogle andre sider? Hans ven der boller teenagedatteren udfører mÃ¥ske en moralsk forkastelig handling, men jeg synes han fremstiller en ægte væmmelse over det han selv har gjort – og hun er mÃ¥ske nok et offer i det spil, men ikke hvis hun selv bliver spurgt, da det er hende selv, der sætter det i scene og ikke ham. SÃ¥ er der forældrene der køber sommerhus som har en chokerende lighed med mine egne forældre, og jeg lÃ¥ ogsÃ¥ altid foran fjernsynet og ville ikke flytte mig. Portrættet gÃ¥r nok ikke i dybden, men hvis vi siger det er drengens blik pÃ¥ forældrene, vi oplever, sÃ¥ er det helt præcist. Og endelig de venstreorienterede forældre. Her bliver deres omgang med parolerne nok udstillet, men jeg synes dog ogsÃ¥ at vi mærkede en stor kærlighed til sønnen, især fra morens side, og at de selv havde svært ved at leve op til tidens idealer, er mÃ¥ske nok en vinkel vi har set før, men da ikke en karikatur. Jeg opfatter det som nogle meget almindelige mennesker, der er blevet lidt fanget af den mere kommisær-agtige del af ungdomsoprøret og har svært ved at blive sig selv i det. Faren virker selvfølgelig nok noget kuldslÃ¥et og meget optaget af sin egen universitetskarriere. Men den reaktion han udviser pÃ¥ morens død, som sikkert har fÃ¥et mange til at sige; Nej et dumt svin – der mÃ¥ jeg sige, at jeg har oplevet flere reagere pÃ¥ nogenlunde samme lidt for praktiske mÃ¥de (at det var da godt det skete nu og ikke efter semesteret er startet; det er ikke en ædel reaktion, men heller ikke svinsk, og mÃ¥ske vil han først græde om natten nÃ¥r han skal sove). Hans reaktion pÃ¥ at hans kone har fÃ¥et brystkræft er mÃ¥ske nok umoden, men ikke ufølsom. Og at sønnen ligger og overhører den samtale, kan forældrene jo ikke gøre for – faren viser oven i købet bekymring for at sønnen bliver ked af morens opførsel med at blive ude. Men pga tidens normer vil han ikke tillade sig at kritisere hende direkte og udtrykke sin egen jalousi. Alt sammen meget menneskeligt synes jeg. MÃ¥ske er det tydeligheden, der gør, at det kan virke karikeret og tegneserieagtigt, men jeg synes som sagt, og især ved gensynet, at det er nogle meget præcise smÃ¥ portrætter. Men tak for dit indlæg, som nok er det jeg læst om den serie der har fÃ¥et mig til at reflektere over hvorfor jeg egentlig godt kunne lide det første afsnit. Nu mÃ¥ vi sÃ¥ se hvordan det hele udvikler sig.
—-

Kære Rasmus: Tak for dine fine refleksioner. Det er muligt, at du har ret. I hvert fald på baggrund af et gensyn med seriens første afsnit. Og det er måske humlen i det: At man ved et enkelt gennemsyn kan få indtryk af en forenklet sort-hvid persontegning. Måske er hippiefaderen ikke et dumt svin, men bare et umodent ungt menneske, men sådan virkede hans rolle ved gårdsalget, moderens død osv. på mig. Umiddelbart. Måske forstærkes forenklingen af, at det ses fra børnenes synsvinkel, som du ganske rigtig fremhæver. Børnenes optik er, som så ofte i virkeligheden, skarp og klar. Der, hvor jeg ville hen med min foreløbige analyse, var primært at pege på en af de nyere, danske tv-seriers oplagte svagheder. Nemlig, at man vil fortælle for meget på for kort tid. Vi har set det før. Krøniken er et andet eksempel. Maggi-terningen. Eller med en rammende betegnelse, du selv bruger: tegneserieagtig. TV er et flygtigt medie, der ofte indtages med samme hastighed som flødeskumskagen til kaffen. Og de er ikke tid til at dvæle ved de detaljer, der evt. er. Som fx dem, du fremhæver.
Men, lad os give serien the benefit of the doubt. Det kan, som jeg også skriver, jo godt være, at nuancerne kommer frem i løbet af de næste mange afsnit. I hvert fald tusind tak for dit flotte indlæg!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

8 kommentarer

  1. klaus kommentarer:

    jeg har lige genlæst den – den er lang, cirka 600 sider og det er en ret traditionel, kollektiv roman, der har sine øjeblikke, men ogsÃ¥ lange passager af den slags man skøjter hen over, fordi de egentligt ikke virker sÃ¥ vigtige, sÃ¥ pÃ¥ en eller anden mÃ¥de virker det som om selve historien fungerer bedre i denne form (tv-seriens)… hvis man vil se autentiske 70’er-miljøer, kan jeg anbefale knud leif thomsens film ‘rapportpigen’, selv om den i dag kun kan ses i den udvidede udgave som han selv og hovedrolleindehaverne ikke ville lægge navn til (producenterne supplerede med nogle ret tidstypiske pornosekvenser for at lokke flere i biografen…) ikke nogen stor film, men den kan findes til næsten ingen penge i tilbudskasserne og minder én om at folk dengang ikke var nær sÃ¥ farverige som myten gerne vil have det…

  2. capac kommentarer:

    @Klaus: Tak for bogomtalen. Det lyder, som om jeg godt kan vente med at læse den. I øvrigt husker jeg ganske tydeligt Rapport-pigen (var det ikke Liselotte Norup, der debuterede i den?) fra dens premiere, og noget af det, jeg husker var nemlig dens halvfjerdser’realisme’.

  3. Anja ligenu kommentarer:

    Blev på én gang lettet og skuffet over at se at næste afsnit handler om 80erne. Ikke fordi jeg ikke glæder mig til den tid, for der vil være stor genkendelig set med mine briller, men jeg havde slet ikke fattet tidsperspektivet i selve serien.

    Og derfor ser jeg let hvad du mener med at der fortælles for/sÃ¥ meget pÃ¥ for kort tid. Derfor blev jeg, undervejs, ogsÃ¥ rigelig træt af den lidt tunge sexuelle linie der hele tiden blev trukket (selvom jeg mÃ¥ sige at det er længe siden at jeg har oplevet at bare bryster sÃ¥ hurtigt blev afmystificeret og egentlig bare virkede…naturlige…). Da jeg forstod at dette afsnit skulle repræsentere hele Ã¥rtiet var det klart at det mÃ¥tte have en overvejende andel i udtrykket…

    Kan godt identificere den der følelse af at blive negligeret og ikke set. Om det var pga 70erne tør jeg ikke sige…men jeg tror at de voksne, forstÃ¥eligt nok, havde utroligt travlt med at fÃ¥ alt det der pludselig kunne fÃ¥es…

  4. Kim kommentarer:

    Du har ret – der er ikke noget der kan spolerere en film eller roman, som alt for unuancerede karakterer. Selvfølgelig og heldigvis, er det sjældent at man møder mennesker der “hele vejen igennem” er nogle gennemført dumme svin. Den slags person-fremstilling gør sig bedst i tegneserier, satire og eventyr. Men ud over det, hyggede jeg mig dog over at komme en tur tilbage til mine teenage-Ã¥r.

  5. Rasmus kommentarer:

    Kære Capac. Har gÃ¥et og tænkt over dit indlæg om Album… [ Fortsæt her.]

  6. capac kommentarer:

    @Rasmus: Kære Rasmus. Tak for din lange, udførlige kommentar. Jeg har tilladt mig at lægge den ind i indlægget, sammen med min replik.

  7. klaus kommentarer:

    nu kommer jeg selvfølgelig til at tænke pÃ¥ edgar reitz’s monumentale tv-serie, heimat, hvor specielt anden del demonstrerer hvor meget tid der egentlig skal til for at komme i dybden med tingene…

    og en anden ting som faldt mig ind: romanen er stadig uovertruffen som medie for den store fælles fortælling om tiden, menneskene og idéerne; vores fælles hukommelse, om man vil…

    martin halls todækker-roman, ‘den sidste romantiker’, tager fat en halv snes Ã¥r senere end holm og den kunne jeg faktisk godt tænke mig at se omsat til levende billeder… er der i grunden andre bud pÃ¥ ‘den store generations-roman’ fra de sidste 10-15 Ã¥r..?

  8. capac kommentarer:

    @Klaus: Ja, Heimat-serien er – lige som fx Fassbinders Berlin Alexanderplatz – en helt anden type serie. Og du har ret i, at serier som Album, deres kvaliteter ufortalt, netop minder en om, hvad romanens styrke er.

Skriv en kommentar

362 har læst indlægget
14,208