Gensyn med en bleg blondine… Eva Dahlgren
12. marts 2008
“Klynkerock”. Jeg udfrittede min musikerven om, hvad han synes om Eva Dahlgrens koncert, da vi forlod Voxhall efter mere end halvanden time i selskab med Eva og hendes band. Jeg havde opfordret ham til at tage med, da han ikke kendte hende i forvejen og gerne vil ud og høre noget musik. Han mente, at Eva i et enkelt nummer var på kanten af “klynkerock”.Men var ellers overvejende positiv over for oplevelsen og meget interesseret i musikernes fine instrumenter (sådan er det med musikere…).
Jeg ved godt, hvad han sigtede til. Der var en lettere melankolsk stemning i majoriteten af Dahlgrens sange. Især de stille ballader. En udbredt fordom (også blandt svenskere) siger, at svenskere er mere alvorlige end danskere. I givet fald passer det godt på Evas sange. Hun skriver ikke lette popsange, men sange med rod i det levede liv, og det resulterer altså i lyriske, melankolske og alvorlige sange.
Humoren var til gengæld fremherskende i hendes velturnede kommentarer mellem numrene, hvor hun med megen selvironi fortalte om sine sange og sit liv. Om livets tilfældige spil, om sit forhold til Gud osv.
Allerede i andet nummer – et meget iørefaldende rocknummer – rejste hårene sig på min nakke og mine arme, og jeg tænkte: Det her kan ikke gå galt. Eva kører denne koncert hjem. Og det gjorde hun så. Men en række sange, der strakte sig fra det allerførste album til det sidste. Varierede numre, fra næsten dramatiske rocksange til helt enkle med Eva på klaver og lidt akkompagnement. Med Evas fine, særprægede stemme, der har så meget udtryksfuldhed, at det halve kunne være nok. Ledsaget af fire herrer i habitter på henholdvis guitar, bas, trommer og tangenter, en kompetent kvartet.
Et sted i koncerten konstaterede hun, at det kun var blevet til 6 koncerter i Danmark siden karrierens start. Af tilfældige årsager, ikke uvilje. Måske har hun heller ikke det største publikum i Danmark. I hvert fald var der ikke udsolgt eller specielt mange ved koncerten på Voxhall i går. Mange gik glip af en rigtig fin koncert. Efter anden indkalds “Ängel i rummet” fra hendes storsælgende album En Blekt Blondins Ballader var det slut. Et fint punktum for en fin, fin koncert. Kom igen, Eva, kom igen!
13. marts 2008 kl. 11:07
Det ser meget nærværende ud på billedet. Er det et du selv har taget til koncerten?
13. marts 2008 kl. 11:08
@Anja: Næ, det var min musikerven, der tog det.
13. marts 2008 kl. 11:14
Men altsÃ¥ ikke taget fra nettet. SÃ¥ har I været dejligt tæt pÃ¥…i nærværet.
13. marts 2008 kl. 12:16
@Anja: Ja, faktisk er salen ikke større end, at alle er tæt på. Faktisk kunne vi uden besvær have stået helt oppe ved scenekanten.
13. marts 2008 kl. 12:19
Det er altså lækkert! Sådan skal det være.
13. marts 2008 kl. 12:22
@Anja: Nemlig, jeg er også mest til små koncerter, gerne helt små!
13. marts 2008 kl. 21:05
Hvorfor kommer jeg til at tænke pÃ¥ NytÃ¥r 1988, hvor mine ører fik problemer med et ellers udmærket orkester i Nørregade’s “Montmartre”, Blast hed de, og de to dejlige trompetister var i den grad oppe pÃ¥ beatet, som trommeslageren rykkede flot i.
Jeg sad endda mere end 5 meter væk fra højtalerne. Det var skrækkeligt at man blev ved med at sidde der, men når man har betalt, så er man jo dum nok.
Jeg kan fornemme, at man ikke fik smadret hørelsen af Dahlgren, og hun ser rigtig dejlig ud på det stemningsfulde musikerven-billede.
13. marts 2008 kl. 21:22
@Donald: Sjovt du nævner Blast. Dem så jeg ved en gratiskoncert i Tivoli Friheden, da de var helt nye og ukendte med Hanne Boel, Lisa Dandanell og Tina Schäfer (tror jeg hun hedder) som vokal forgrund.
Og du har ret med hensyn til Dahlgren. Der var meget fint styr på lyden. Hverken for højt eller for lavt. Afbalanceret. Ren fornøjelse.