Patti Smith – poesi og rock’n roll
25. juli 2017
In a candid interview with Victor Bockris published in 1972, Patti Smith laid out her goals as they related in part to her negotiation with the Poetry Project at St. Mark’s. Bockris seemed particularly interested in highlighting how Smith was “totally ignoring” the downtown literary scene despite her all-access pass to that desirable coterie. Bockris continued pressing Smith on this question by asking her point blank about whether she could actually learn anything from the downtown poets. The answer was an emphatic “no,” in large part because of what Smith argued was the St. Mark’s poets’ inability to perform charismatically and because of what she perceived to be the poets’ boring lifestyles. Name-checking rock ’n’ roll gods including Jim Morrison, Bob Dylan, and the Rolling Stones and identifying Humphrey Bogart as someone she got “excited about,” Smith acknowledged, “I’m not interested in meeting poets or a bunch of writers who I don’t think are bigger than life. I’m a hero worshipper.”
Sådan falder tingene pludseligt og pussigt sammen. Jeg er lige ved at være færdig med at læse Patti Smiths Just Kids igen og har netop læst om hendes lidt tilfældige transformation fra eklektisk kunstner til rockkunstner. Hvordan hendes poesioplæsning forvandles til rockkoncerter og så videre. Og så falder jeg tilfældigvis over en omtale af bogen Do you have a rock band?: Poetry and Punk Rock i New York City (2017) og ovenstående uddrag med et interview med netop Patti Smith og hendes forvandling til rockartist. Og i begge sammenhænge er det tilfældigheden, der synes at råde. Man får ikke indtryk af, at der har været nogen rød tråd eller en agenda for Patti Smith i hendes vej til rock and roll. Omstændigheder, tilfældigheder, en god portion held, en god portion talent, Det var det.
I følge bpgen var den første indspilning, hun lavede en kopi af Jimi Hendrix’ “Hey Joe” med “Piss Factory” som B-side (Mer Records, 1974). Den blev trykt i 1500 eksemplarer. Og det var B-siden, der fik mest opmærksomhed. Sangen om hendes alt andet en glorværdige tid som fabriksarbejderske på vej mod storbyens fristelser og udfordringer.
