Aftenens filmoplevelse: Mama

19. november 2017

2017 bliver ikke det store biografår for mit vedkommende. Et par gange er det vist blevet til. Og film skal jo ses i biografen – i følge Bogart. Og jeg er da også gået glip af et par biograftitler, jeg gerne ville have set, inden de blev taget af programmet. Og det sidste er ofte et problem, når man har for travlt med alskens gøremål og filmene er såkaldt “smalle” film.

Nå men så er der jo fladskærmen. Og med sine 40+ ” er den da heller ikke værst. Og når man så har sørget for at optage nogle film, der er blevet vist på et upassende tidspunkt, så er der jo altid lidt at tage af. Og i går blev det til den lovende spanske instruktør Andres “Andy” Muschiettis Mama. Mischietti er nok mest kendt for sin nye udgave af It (2017).

Det, der havde fået mig til at optage filmen, var, at den var produceret af ingen ringere end mexikaneren Guillermo del Toro (kendt fra især Pans labyrint). Jeg glæder mig til at se hans seneste værk The Shape of Water, der lige på trapperne. Og jeg er en stor fan af del Toro, der uovertruffent formår at fremstille den såkaldte magiske realisme (kendt fra latinamerikansk litteratur) på filmlærredet med visuel bravour og en nærmest barnlig fantasi. Og der er ingen tvivl om, at del Toro ikke kun har produceret Mama, men også ageret overjeg for instruktøren.

Mama bygger på Muschiettis kortfilm Mamá, der gjorde et stort indtryk på del Toro og fik ham til at foreslå en spillefilm.

Plottet i filmen er, at en mand – efter at have slået sin kone ihjel – flygter med sine to små piger. Han ender i et mystisk hus ude i skoven, hvor han selv mister livet, fordi en overnaturlig skabning tager livet af ham – og tager pigerne i sin varetægt. Mange år senere finder to mænd pigerne i huset. Og de sørger for at føre pigerne til den afdøde mands broder (spillet af Nikolaj Coster Waldau) og dennes kæreste. Men det viser sig hurtigt, at det ikke kun er de to forkomne, fejludviklede piger, der flytter ind i parrets liv. Mama flytter også ind.

Man behøver ikke at være overtroisk (jeg er ikke) for at se og nyde en film som Mama, men det er nødvendigt at man accepterer præmissen om, at der er mere i virkeligheden, end det man umiddelbart ser. Som psykiateren i filmen udtrykker det et sted, så må man være åben over for det overnaturlige. Man må så at sige lege med tanken om, at sådan noget som spøgelser og paranormale fænomener giver god mening. Og det gør det – i hvert fald som ingredienser i en fiktion.

Jeg vil ikke afsløre, hvordan det går med Mama, børnene og de andre voksne, for det vil tage alt for meget af oplevelsen fra publikum. Men Muschietti og del Toro formår at skabe en overbevisende gyserhistorie, der både står i dyb gæld til Hitchcocks suspensefilosofi, men også byder på filmæstetik af ypperste karat. Og så er der noget næsten gammeldags over filmens insisteren på at fortælle en god historie – uden at lade de moderne teknologiske effekter tage overhånd. De er der, men de er doseret med varsom hånd.

Hvis man kan sluge den paranormale præmis, er der al mulig god grund til at bruge et par timer på Mama.

PS. Filmen (og korfilmen) kan ses for et mindre beløb på Youtube.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

6 har læst indlægget
12,184