En filmoplevelse: Pacific Rim

5. december 2017

Som læsere af bloggen vil vide, så er jeg en stor beundrer af den mexikanske instruktør Guillermo del Toro, der har indfanget min interesse med film som Pans labyrint, The Devil’s Backbone og andre film, der dyrker en særlig filmisk variant af den latinamerikanske fantastiske realisme. Og derfor har jeg sat mig for at se de film, der er forbigået min opmærksomhed. Som fx den stortanlagt Pacific Rim fra 2013.

Der er tale om en slags Science Fiction-film. Plottet kan sammenfattes nogenlunde sådan her: Via en interdimensinel port kommer store monstre, såkaldte kaiju og overfalder jordens beboere. Og for at bekæmpe de indtrængende har jordboerne skabt nogle store jaegers, maskiner, der betjenes af to “piloter”, der står mentalt i forbindelse med hinanden, medens de forsøger at udslette de indtrængende monstre. Og bag denne overflade af kamp mellem dimensionerne udspiller der sig så – mellem de involverede personer – nogle ganske genkendelige dramaer, far-søn-relation, potentielt kærestepar, leder-undersåt, konkurrenter m.m. Dramaer, der er blevet gennemspillet i hele filmhistorien med større eller mindre effekt.

Og filmen er da også imponerende som storslået Scifi-historie betragtet. Kulørt og med alle de computergenerede effekter, man næsten kan ønske sig. Skuespillet er ikke imponerende, men på det jævne, men det er til at leve med, så længe de store drama udspiller sig.

Det gør det da også. Desværre på en ganske forudsigelig vis. Ganske vist er kampen mellem overdimensionerede robotlignende væsner og ditto uhyrer fra den anden side af virkeligheden. Men det kunne i virkeligheden lige så godt have været et opgør mellem to grupper af cowboys – de onde og de gode. Og man ved næsten på forhånd, hvad resultatet bliver – og hvilke konsekvenser det får for de impliceredes relationer. Selv en klichéfyldt scene på det åben hav (James Bond!), hvor de unge kærestepar omsider får hinanden, medens helikopterne flyver over deres hoveder, slipper man ikke for.

Til gengæld er der ikke meget af del Toro evne til at skabe en magisk dimension i virkeligheden og til at forføre os, publikum, til at tro på den. Det forbliver – desværre – på et for plottet firkantet og postulatorisk niveau. Nok så mange computerskærme med grafiske gengivelser af tunellen mellem de to dimensioner kan ikke overbevise mig om eksistensen af en sådan, ikke engang forestillingen om en sådan ekstra-virkelig dimension.

Nej Guillermo del Toro taber efter min mening kunstnerisk højde, når han sådan kaster sig i armene på Hollywood og laver endnu et bud på, hvordan tegneserie-scifi kan omsættes til filmlærredet. Jeg vil helt klart foretrække, at del Toro holder sig til den magi, han kan skabe med elementære filmiske greb som klipning, skuespil, lyssætning, musik og en god historie.

Efter sigende er der lavet en opfølger med en anden instruktør. Jeg kan kun grue for, hvad den mon vil bringe publikum af skuffelse.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

6 har læst indlægget
12,184