Gravhunden – sÃ¥ kan han lære det!

5. oktober 2006

Myten siger jo, at hund og kat ikke kan trives sammen. Men, det passer jo ikke. Der er masser af eksempler pÃ¥ fredelig sameksistens mellem de to arter. PÃ¥ vores vej gennem Ã…rhus’ svar pÃ¥ Lidenlund møder Gravhunden og jeg en hel del katte, der færdes uforfærdet pÃ¥ store sÃ¥vel som smÃ¥ veje uden at tage synderlig notits af den sindsyge trafik.
Især bemærker vi en bestemt kat. En lang- og lyshÃ¥ret race (jeg er ikke ekspert udi katte – men en baggÃ¥rdskat er det i hvert fald ikke…). Den har det med at følge os, nÃ¥r vi gÃ¥r ned ad den vej, hvor den bor hos en venlig, ældre herre, som jeg nu og da udveksler almindelig- og hjerteligheder med. SÃ¥ledes ogsÃ¥ her til morgen. Pludselig dukker den op i en indkørsel og stiler lige hen til Gravhunden. Han kender apparatet og logrer derfor, snuser lidt til dens snude og afventer, hvad der sÃ¥ vil ske. Katten bevæger sig rundt om os. Først gnider den sig kælent op af mine ben. Dernæst op af Gravhunden. SÃ¥ vender den sig face to face til hunden. Og – som lyn fra en klar himmel langer den Gravhunden en pÃ¥ bærret. Gravhunden reagerer med at sende mig et blik, som om han ville sige: Skal jeg æde den eller hvad? Men, for at det ikke skal udvikle sig, trækker jeg ham væk, og vi fortsætter vores tur. I næste øjeblik er den langhÃ¥rede glemt. Imidlertid har den ikke glemt os og følger – bag hækken – i vores fodspor, indtil vi drejer ned ad en anden vej…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

En kommentar

  1. Irene kommentarer:

    Fur sartarn Capac, jeg sidder jo her og får ondt i hele min anseelige mave af grin!

    Og så er din skritlige timing elegant!

Skriv en kommentar

414 har læst indlægget
13,021