Capac anbefaler: Ester Brohus – Heart of the Country

13. februar 2018

Ester Brohus kommer fra Hedensted. Jeg kender kun stedet fra min motorvejskørsel sydpå, hvor jeg møder Hedensted som en frakørsel ved Horsens. Og så forbinder jeg Hedensted med Dansk Dyrekremering. Dér, hvor min elskede gravhund Bruno endte sine dage som aske i en lille, biologisk nedbrydelig urne, der nu står på en af mine bogreoler som varigt minde om et mangeårigt venskab.

Set fra Christiansborg eller København i det hele taget er Hedensted nok en del af Udkantsdanmark, men for Ester Brohus må det være “hjemme” eller – som titlen på hendes nye og ellevte album lyder – “hjertet af landet”, “heart of the country”. Det sted, hvorfra hendes verden går og hvorfra musikken også udspringer.

Vi har alle vores “heart of the country”, hvor vi hører til og hvor vi har rødder og hvor vores drømme er vokset op. Og den nye plades titelnummer, der er skrevet sammen med Søren Mcguire, er netop sådan et specielt sted, hvor erindringer, drømme og fantasier mødes og smelter sammen:

“I grew up in the heart of the country/ always hoping and praying for rain/ when it came down we’d all run through the cornfields/it felt good/ – everything stayed the same// I saw people working hard and getting older/ some were bad  som had a heart of gold/some went to church and begged for understanding/good memories ain’t difficult to recall// I’ll climb any mountain/I’ll cross any border/I’ll swim the deepest sea to get home/Though I wanderes so far down these highways – again/…/

Titelsangen, der er Mcguires første forsøg som sang(med)skriver, skærer knivskarpt ind til countrysangens kerne, som Brohus påpeger i pressematerialet. En helt enkel sang med en god historie, der kredser om klassiske countrymotiver som “hjemstavnen”, hjemlængslen og -veen.

Siden Ester Brohus’ forrige, fine album Game for the Gamblers, som jeg havde fornøjelsen af at anbefale tilbage i 2016, så er der ikke sket store nybrud i Brohus’ kunst. Men på et lille og bestemt ikke uvæsentligt punkt adskiller den nye plade sig fra de foregående. Denne gang har Brohus valgt at supplere sin egen sangskrivning med en lille håndfuld medforfattere og -komponister. Det drejer sig ud over Mcguire om bluesmanden Mike Andersen og countrykenderen Mikkel Bøggild. Og heller ikke uvæsentligt medvirker en håndfuld musikalske gæster, der hver på deres måde er med til at farvesætte Brohus’ country. Det er – ud over de allerede nævnte – Maggie Björklund (kendt for sine egne ting og sin tid i såvel Darleens og Miss B Haven) og Esters nabo og musikalske fortrolige Knud Møller.

Mike Andersen bidrager på to af pladens sange, “Baby, please come home” og “I wish you were here” og det betyder, at den bluesfølelse, der i forvejen ligger dybt i countryens følelsesregister, fremkaldes og står lidt skarpere, end den måske ellers ville gøre. Hvis jeg da ikke tager helt fejl… Men i hvert fald bluesens smerte og længselsfuldhed slet ikke så langt fra countryen, som Brohus måske tænker, når hun modstiller de to genrer i pr-materialet. For mig er blues og country to sider af samme mønt.

Ester synger sine sange med al sin erfaring og modenhed i behold. Og bag sig sørger de medvirkende – bl.a. hendes datter Sabrina – for at hun får et solidt, loyalt og yderst kompetent medspil. Og Björklund og de andre sørger for at lægge fine lag på den countryæstetik, Brohus dyrker til perfektion. Ingen tvivl om, at Ester stadigvæk er noget af det bedste, dansk country kan levere. Og jeg kan ikke forestille mig, at nogen af de store producerkanoner i Nashville ville så meget som rynke på næsen af denne nye plade. Snarere ville de placere den naturligt blandt de mange langtidsholdbare countryplader, som denne musikgenre er så rig på. Hermed helhjertet anbefalet.

Ester Brohus. Heart of the Country. Producer: Mikkel Bøggild. DME. Udkom 26. januar 2018

Musikeksempler kommer, hvis de dukker op…

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

133 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62