Erindringsglimt: erotiske blade fra før pornografiens lovliggørelse

14. april 2018

I går blev jeg endnu engang sendt ned af erindringens forgrenede stinet. Jeg læste i en bog med erindringer om årene efter Besættelsen. En ung man fortæller, hvordan han og kammeraterne i det arbejderkvarter, hvor han boede, fornøjede sig med at læse – i det skjulte – i magasinet Varieté. Det var et af de blade, der var forløbere for senere tiders sex- og pornoblade. Varieté bød på aktfotos af, som en sælger i den Blå Avis udtrykker det, “skønne, slanke, nøgne, sunde damer” og artikler af forskellig observans. Og straks var jeg tilbage i min baggårds miljø og sammen med den l okale rod, der var en af mine legekammerater, men også ekspert i at stjæle blade i den  lokale bladbutik. Sammen med et par andre rødder gik han ind i butikken, hvor de to andre skulle bortlede ekspedientens opmærksomhed, medens han listede et magasin ind under trøjen og ned i bukserne.

Bagefter kunne vi så alle drenge sammen fornøje os over billederne af de bare damer. Det var i årene, før tekst- og billedpornografien blev frigivet (hhv. 2. juni 1967 og 30. maj 1969). Og set fra nutiden, hvor billedpornografi er frit tilgængelig på internettet, så er det nok svært at forestille sig, hvor sensationelt det kunne være, at se afklædte kvindekroppe på fotos. Selv var jeg vant til at se nøgne mennesker, fordi mine forældre havde et meget afslappet forhold til nøgenhed i hjemmet. Så jeg var ikke overrasket over synes at bare bryster og kønsbehåring. Men mine kammeraters reaktioner afslørede, at dette frisind langt fra var gængs og først i løbet af tresserne ville blive det. Og siden har jeg ofte tænkt, at noget gik tabt med frigivelsen af tekst- og billedpornografien. Nemlig følelsen af, at noget var frækt, forbudt, skamfuldt osv. – og derfor meget interessant, pirrende og spændende. Og denne ophidsende faktor forsvandt med et slag eller to, da minister Thestrup sørgede for frigivelsen af pornoen.

Det skal ikke forstås som et ønske om at genindføre forbuddene. Jeg er tilhænger af ytringsfrihed i størst muligt omfang, også på dette område. Og desuden har pornografi eksisteret lige så længe mennesker har kunnet udtrykke sig i billeder og skrift. Men som bekendt har ethvert fremskridt også en pris. Noget vindes og noget tabes. I dette tilfælde en særlig uskyldighed.

PS. Der var også andre magasiner af den slags. Lidt research på nettet har genfremkaldt titler som Vu, Kavalkad, Pin-Up og Striptease. Men det var især Varieté, vi skarnsknægte havde smag for.

Associativt musikspor:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

82 har læst indlægget
12,778