Dansktoppen fylder 50

14. april 2018

Året 1968 forbindes ofte med studenter- og ungdomsoprør og med hele det antiautoritære oprør, der ulmede og brød ud i lys lue. Men det var fx også det år, hvor “dansktoppen”, “dansktopmusik” blev et begreb og en genrebetegnelse. Og en musikstil, der på mange måder stod i grel modsætning til de andre frigørende konnotationer, som “1968” har. Elsket og hadet blev “dansktoppen”, fordi den kom i modsætning til den dengang herskende kulturradikale tidsånd, der mente at vide, hvad der var kunstnerisk kvalitet og hvad der ikke var det. Underforstået: Det var dansktoppop ikke. Og hvis man var lidt oprørsk, så lyttede man ikke til dansktoppop – i hvert fald ikke officielt.

I aften fejres genren ved en stor fest i Herning. Og selv om nogle stadigvæk mener, at genren er lidt ugleset, så har den for længst vist og bevist, at den har stor folkelig appel og vinde genklang dybt ned i folkedybet. Og det gør den, og har den gjort, fordi den i sin kerne er elementær, gedigen pop med syng-med-melodier med fængende omkvæd og tekster, der hverken har for højt lixtal eller brug for ordbøger, og som handler om helt almindelige, banale hverdagsting.

Og så skal vi ikke glemme, at pigtrådsmusikken jo var leverandør af en hel del dansktopmusik. Keld & The Donkyes, The Defenders, The Hitmakers m.fl. kastede sig uden den store modvilje over dansksprogede popsange, da det galt. Ved landsbyens gadekær, Jeg har aldrig fået no’et osv. understregede, at der nok ikke var så langt fra oprørsk beatmusik til tilpasset danskpop, som man er tilbøjelig til at tro.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

17 har læst indlægget
12,453