Mig og så fodbold
20. april 2018
Min interesse for fodboldspillet går helt tilbage til drengeårene i Esbjerg, hvor en del af mine kammerater spillede i de lokale klubber i Esbjerg-området. Sædding-Guldager, Hjerting, B47 og så videre. Og nogle få spillede også i den store byklub Efb.
Det var dengang, hvor man holdt med den lokale klub – altid og uanset, hvordan det gik i tabellerne. Og sådan har jeg haft det hele mit liv. Selv om jeg har boet i Østjylland det meste af mit liv, så har jeg altid holdt med Esbjergs fodboldhold, og ikke med AGF, byens stolthed (selv om jeg da krydser fingre for holdets præstationer i superligaen). Og det til trods for, at jeg kun har set klubben i levende live et par gange – tilbage omkring 1960, hvor min far slæbte mig med ud på stadion. Jeg har mest fulgt med i radio og på tv. Hvorfor? Det er et rigtig godt spørgsmål, der kræver en længere forklaring, som læserne måske får engang.
Men – i aften sker det så igen. Efb besøger den jyske hovedstad for at spille. Ikke mod byens store hold, AGF. Heller ikke mod Fremad. Nej, mod Brabrand. En god ven har overtalt mig til at gå med denne fredag. Og jeg håber, det bliver en rigtig herrekamp, hvor de går til stålet og kæmper. Så må det gå som det bedst kan. Og så er der nok lidt at skrive om i morgen i bloggen…
