Melodi Grand Prix
13. maj 2018Familierådet havde talt, og der stod Melodi Grand Prix – eller rettere: European Song Contest – på aftenens menu for capac. Men det var til at leve med, når aftenens første par timer gav et gensyn med Ørkenens Sønner i deres seneste aftapning En gang til for Prins Knud.
Og det var en besynderlig oplevelse at se MGP, og jeg blev endnu engang bekræftet i, at det ikke generelt er et musikalsk felt for mig. Denne gang var der dog en stor genremæssig variation. fra blide ballader til hård rock (Ungarn og Holland), fra balkanfolkpop til viral electropop, fra diskodansemusik til gammeldags MGP-popsange, som vor mødres generation lavede dem. Og alligevel var der ikke et eneste nummer, der hang ved og fik en til at tro på en holdbarhed ud over et par uger. Og det hele var rørt sammen i en tidstypisk, ‘imponerende’ produktion, der med sit overdådige forbrug af lys og lyseffekter ladede hånt om CO2-udslippet, og med en håndfuld, kvindelige portugisiske værter, der overgik hinanden i eksalteret råberi, hvor oplysning og information blev reduceret til ligegyldige detaljer.
Jeg holdt ikke ud helt til den endelige afgørelse, og kunne først her til morgen konstatere, at Israel vandt med et spøjst, viralt hit, og at de danske vikinger klarede sig væsentligt bedre end de første stemmeoptællinger lod ane. Så MGP-.folket er sikkert glade og tilfredse her i dag. Jeg blev ikke meget klogere på fænomenet, men det havde jeg heller ikke regnet med.
Opdatering: Et par pudsige iagttagelser blev det dog til. Fx at det katolske Irland var repræsenteret med en ballade, der tydeligt havde homoseksuel adresse – og det nazi-plagede Østrig var repræsenteret af en mand med mørk hud. Ikke direkte politiske budskaber – men dog klokkeklare for enhver, der har øjne i hovedet og ører på samme.
Og Grete og Jørgen Ingmanns “Dansevise” fra 1963 er stadigvæk beviset på, at der godt kan laves MGP-musik med alle kvaliteter i behold.
