Capac anbefaler: Own Road – Another Country

22. maj 2018

Der er ingenting, der slår to guitarer, trommer og bas. Sådan cirka skrev Lou Reed bag på albummet New York. Men måske er der dog en ting, der i hvert fald tangerer den klassiske rockfirkant, nemlig: En akustisk guitar og en stemme. I de seneste uger har  jeg netop lyttet til den slags elementære musikstykker. Bl.a. i form af den uomgængelige Bob Dylan (især i den unge udgave). Og måske gør det mig lidt forudtaget, her hvor jeg sidder med sanger og sangskriver Own Roads album Another Country.

Albummet fra Own Road, alias Simon Skjødt Jensen, er folk af den moderne slags, vi har været velsignet med i hvert fald siden folkemusikken fik et større folkeligt gennembrud i tresserne og tog tidens elektriske toneart til sig. Der er skåret ind til benet, uden at tidsåndens præg er borte,  og ud over Simon selv medvirker kun Thomas Richard Christensen (en lang række instrumenter og sang) og Jody Ghani Nordby (violin, cello og sang). Og selv om der er elektriske instrumenter i opsætningen, så er det dominerende lydbillede centreret om guitar og sang. De øvrige instrumenter fungerer som stemningsskabende lag på sangene, der ellers lever af og på deres melodier og tekster.

Hvor den indlende sang “Dusty Road” er den rene vare uden nogen form for tilsætning, så er sang nr. 2 “In your Absence” fx farvet af strygere, der diskret understreger sangens fraværstema. I sang 3 “All my problems” skabes en suggestiv og let hypnotisk effekt oven på guitaren, der roligt og ligefremt fører sangen frem. Og så fremdeles. Det akustiske udtryk har et lag af indierockfernis over sig. Helt i overensstemmelse med vor tids æstetik.

Pladens styrke er de ialt 14 sange, der alle er elementært melodiøse. Folk med et klart poppotentiale, sådan som traditionen foreskriver. Folk med lidt indierockingredienser, der sørger for, at pladen rækker ud over folksegmentet og til alle dem, der sætter pris på en varieret, iørefaldende omgang folkrock anno 2018. Hvis man er til moderne folk og indierock, så er der ingen grund til at holde sig tilbage over for Own Roads slidstærke og langtidsholdbare aftapning. Jeg tror, den skal få lov til at ligge på min afspiller nogle dage endnu. Hermed anbefalet.

Own Road. Another Country. Produceret af: Simon Skjødt Jensen & ThomasRichard Christensen. Dendron Records. Er udkommet.

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

54 har læst indlægget
12,602