Capac anbefaler: Judith Owen – RedisCOVERed
14. juni 2018
Jeg har haft den store fornøjelse at anbefale waliseren Judith Owen seneste to album. Og begge gange har jeg fremhævet hendes rødder i halvfjerdsernes amerikanske vestkyst, som hum – bl.a. med samarbejde med musikere, der er rundet af samme vestkyst – med talent og personlighed har forstået at opdatere, så enhver elsker af den bølge kun kan føle sig godt og grundigt forført.
Med sit nye album kaster Judith Owen sig over den særlige øvelse, det er at fortolke andres sange. Og pladetitlen siger det hele. Det handler om at lave coverversioner, men også om at genopdage gode gamle sange. Og med understregningen af “redisCOVERed” fremhæver Owen, at det er den personlige fortolkning, der står i centrum. Det handler ikke blot og bare om at lave loyale fortolkninger (hvilket i sig selv kan være svært nok…), men om at sætte sit helt eget aftryk på fortolkningen. Og det går ud over så forskellige sange som Drakes “Hotline bling”, Ed Sheerans “Shape of you”, Soundgardens “Black hole sun”, Donna Summers “Hot Stuff”, Joni Mitchells “Cherokee Louise” og “Ladies Man”, Beatles’ “Blackbird”, Deep Purples “Smoke on the water, Grease-hittet “Summer nights”, Wild Cherrys “Play that funky music” og Ella Fitzgeralds “Dream a little dream of me”.
Og man tænker ved synet af de musikalske bredde, der er tale om – fra moderne pop som Drake til Deep Purples heavyode “Smoke on the Water” – hvad kan der gå galt? Og svaret er: ingenting. For Judit Owen er klar, præcis og kompromisløs i sin tilgang til sine fortolkninger. Alle sangene trækkes ind i en fortolkningsmodus, hvor melodierne og teksterne underordnes nedtonede, intime arrangementer, hvor fokus er på sangerindens smukke stemme og dens udviklede sans for forfinede fraseringer, der både understreger det personlige og afslører melodiernes oprindelighed. Netop Deep Purple-oden er et godt eksempel. Mangen en kunstner ville med sikkerhed knække nakken på den sang, der næsten kalder på et heavy arrangement. Men i Owens arrangement drosles sangen så meget ned, at sangen næsten – men også kun næsten – er uigenkendelig i sin indlejring et arrangement, der især er båret af et diskret pianoakkompagnement. Men kan man sin Deep Purple er man ikke i tvivl og glædes ved, at Owen formår at redde teksten og melodien smukt i land.
Og sådan er det hele vejen gennem pladen. Owen insisterer på gøre sangene til sine ved at skære ind til kernen i sangen og arrangere dem neddæmpet og overvejende akustisk – uden skelen til om udgangspunktet var pop, hård rock, funk eller grunge. Og på den måde lykkes det for sangerinden at gøre sangene helt personlige.
Pladen er selvskreven i enhver Judith Owen-elskers pladesamling. Ganske vist lægger den ikke alen til hendes andre plader med selvskrevne numre, til gengæld er den med til at udvide indtrykket af hendes stadigvæk smukke og imponerende stemmepragt. Hermed anbefalet.
Judith Owen. RedisCOVERed. Twanky Records. Er udkommet.
https://youtu.be/VtuK2_or8gw
