Nej til article 11 og 13

9. juli 2018

Internettets historie har også været historien om “copyrighten” og “ophavsretten”. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at med internettet og digitaliseringens muligheder for digitalisering, kopiering og såkaldt ‘fildeling’, er såvel copyright som ophavsret blevet krænket og minimeret. Ja, man kan vel næste gå så langt som til at hævde, at selve internettets muligheder for kommunikation og ytring har kostet på copyrightens og ophavsrettens område. Det er blevet almen praksis, at brugere af computere og smartphones låner billeder og andet fra det store internet. Ofte i den gode tro, at billederne og filerne må deles. Og indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at problemet kan løses med enkle midler eller enkel lovgivning.

Det seneste eksempel er den article 11 og 13, der netop har været til afstemning i EU-parlamentet. Kort fortalt var hensigten med article 11 og 13 at pålægge store internetbaserede selskaber som Google og Facebook at betale en slags skat for “links”. Den nye lov ville pålægge firmaerne – og mange andre – at skanne alt offentliggjort for at lokalisere materiale, der er beskyttet af copyright (eller på anden måde, fx den danske ophavsretslovgivning). og enten slette det eller betale for det. Loven er blevet mødt med massiv modstand fra både internetaktionsgrupper og kommercielle interesser. Fordi loven er i konflikt med europæiske borgeres ytringsfrihedsrettigheder og vil betyde indførelsen af en totalitær overvågning.

Article 11 og 13 er netop blevet nedstemt i parlamentet. Men dermed er lovene ikke endegyldigt taget af bordet. Afstemning betyder først og fremmest, at parlamentet får lejlighed til at debattere indholdet frem til september, hvor en ny afsteming (med et fornyet indhold) skal foregå. Så selv om aktivisterne, der kæmper for bevarelse af internettets frihedsgrader, har vundet første runde, så fortsætter den absurde kamp indtil videre.

PS. Mig bekendt har de store tv-medier ikke rigtig gjort noget væsen ud af article 11 og 13. I hvert fald har loven ikke stjålet overskrifterne i nyhedsmagasinerne. Men det burde den, fordi den – hvis den blev vedtaget – ville reduceret internettet til et stort felt for overvågning og kontrol.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

11 har læst indlægget
12,785