Aftenens filmoplevelse: August: Osage County
14. juli 2018
Som næsten altid er det tilfældighedernes spil, der gør, at jeg kommer til at se en film, jeg enten ikke har hørt om eller har overset i mediestormen. Således også i går. Ganske vist ville den danske titel, Familien, ikke have lokket mig til at tilbringe et par timer foran kassen, men lidt zapperi gjorde at jeg landede lige da Nak-og-æd-programmet sluttede af med mad og øl og filmen startede.
Den amerikanske originaltitel er meget mere spændende og inciterende, August: Osage County. Tid og sted: En varm august måned i et hjørne af the plains i Oklahoma. Vi befinder os i et hus, hvor ægteparret Beverly og Violet Weston (hhv. Sam Shephard og Meryl Streep) residerer. Beverly er en alkoholiseret forfatter, der engang var noget, og Violet er hans iltre, lidenskabelige kone, der lider af en kræftsygdom i munden og er notorisk pillemisbruger. Da vi kommer ind i historien er Beverly ved at ansætte en indiansk kvinde som kom i huset.
Kort tid efter forsvinder Beverly. Han går ud af fordøren og forsvinder – og det får Violet til at tilkalde sin søster og sine døtre. Og dermed iscenesættes historiens centrale tema – forholdet mellem kvinderne i familien og deres forhold til mændene. Og det er – uden af afsløre for meget – et pinefuldt kammerspil, hvor sandhederne om de medvirkende blotlægges med smertefuld hudløshed. Og den centrale akse i dette kammerspil er moderen Violets opgør med sin ældste datter Barbara eller Barb, som hun bare kaldes. Hun spilles – fremragende – af Julia Roberts. Måske, fordi de to ligner hinanden meget, blandt andet i deres tilbøjelighed til at være hensynsløst ærlige og ligefremme, er det dem, der sætter gang i den familiær storvask. Det er tydeligt, at historien bygger på et teaterstykke. Det er dialogerne mellem de medvirkende familiemedlemmer, der står centralt i filmen.
Både Streep og Roberts fik Oscar-nomineringer for deres roller, har jeg bagefter læst. Og det er helt forståeligt. Men også de andre medvirkende – Ewan McGregor, Chris Cooper, Abigail Breslin, Benedict Cumberbatch, Juliette Lewis, Margo Martindale, Dermot Mulroney, og Julianne Nicholson mere end udfylder deres biroller. De er nærmest perfekt “castet” til deres roller. Og det er skuespilpræstationerne, der løfter denne på en gang lille og store film op over Hollywoods gennemsnitlighed og gør filmen til filmkunst og ikke kun – underholdning. Det er ensemblespil af højeste klasse, hvor amerikanerne for en gangs skyld kommer op på niveau med de bedste europæiske film. Det er sådan en film, man roligt kan indlemme i sin DVD-samling eller hvor man nu gemmer den henne…
Og musikken spiller en lille, men signifikant rolle. Eric Claptons “Lay down Sally” dukker op nogle gange, hvor Violet for en gangs skyld liver lidt op midt i al elendigheden.
