Fra båndoptageren: Deep Purple in Rock
30. april 2008
I går havde jeg en pause på arbejdet og fik tid til at læse en ung ph.d.’ers overvejelser over den digitale kopierings perspektiver og dens forhistorie i de analoge kopieringsformer: spolebåndet og kassettebåndet. Kasettebåndet kom aldrig til at spille en stor rolle for mig. Måske, fordi dens storhedstid var firserne, hvor min dagsorden var sat som småbørnssforælder. Så det blev kun til indkøb af nogle indspillede kassettebånd.
Derimod havde jeg en lang periode med spolebånd, der strakte sig fra tresserne og et godt stykke ind i halvfjerdserne. Og den unge studiosus’ tanker om kopieringens veje og vildveje fik mig til at ihukomme nogle af de favoritoptagelser, jeg gjorde dengang. Til studenterfesterne overspillede jeg alt, hvad jeg kunne opdrive med The Beatles – og båndede kørte uafbrudt. Tidligere endnu havde jeg stor glæde af optagelser af hele albums, som DR Radio gav sig tid til at spille. Ad den vej fik jeg The Kinks’ mesterværk The Village Green Preservations Society ind under huden og kan ikke i dag høre den uden næsten at savne den særlige lyd, der var i min gamle B&O-optager og BASF-båndene.
Og så var der en række compilation-bånd med highlights fra rockens og poppens lydspor. Og medens jeg sad og fordybede mig i den tids glæder, så kom jeg i tanke om Deep Purples album In Rock, som lå på et af båndene. Pladen fik megen omtale i DR og med god grund. Efter et par tilløb blev In Rock det album, hvormed Deep Purple trådte i karakter som det, man dengang kaldte “betonrock”. I dag vil man nok kalde det “heavy”. året var 1970 og hippieånden lå endnu over megen rock, så det var noget af en øreåbner, Deep Purple kastede på gaden. Og så var det omslag, hvor gruppens medlemmer agerer amerikanske præsidenter in rock. Man satte ikke sit lys under en skæppe. Det var rock, hård rock with an attitude. Deep Purple spillede højt og frenetisk for at blive hørt. Og det blev de. Sammen med Black Sabbath og deres Paranoid, der også blev rådyrket i perioden, lagde de et solidt tæppe, som efterfølgende hårdrockere kunne udfolde sig på.
Når man lytter til pladen i dag – har for nylig indkøbt pladen i dens 30 Anniversary Edition – kan man godt høre, at gruppen står dybt forankret i musiktraditionen, sådan som man bør gøre, når man vil tilføre musikken noget nyt. I såvel tekst som musik alluderes der til traditionens store. Little Richard får sit. Og det samme gør de klassiske komponister, som tangentspilleren Jon Lord citerer i introen til Speed King. Og inde i høretelefonerne er der påmindelser om Steppenwolf, Cream, halvtredserrock, Vanilla Fudge m.m. Men som inspiration iklædt Deep Purples eget personlige udtryk.
Child in Time + Speed King i en god sort-hvid-optagelse anno 1972:
30. april 2008 kl. 14:46
Tak for review ;-) Jeg var barn i firserne og har en halv kælder fyldt med optagelser fra radioen, andres piratoptagelser, overspilninger og almindelige købebånd. En dag tager jeg mig nok sammen til at kassere dem.
For to dage siden satte jeg alle 400 vinylskiver ind under sengen (der er ikke plads i kælderen ;-) ) og pakkede grammofonen ned.
Jeg har overlevet ind til videre – og hey, er det hele ikke tilgængeligt pÃ¥ nettet nu? Det er min opfattelse. Ellers er der biblioteket og de 8GB pÃ¥ min iTunes.
30. april 2008 kl. 14:52
@Anja_ligenu: Jo, det hele er tilgængeligt pÃ¥ nettet. Men ikke det personlige præg ved “skæve” bÃ¥ndoptagelser osv.
13. august 2008 kl. 00:49
Hej Capac
Ja Deep Purple In Rock var også en øreåbner for mig. Er musiker og har gennem årene i næsten alle de bands jeg har spillet i, fået listet et eller flere DP numre ind på repertoiret.
For fÃ¥ ar siden tog jeg konsekvensen og dannede et DP jamband som selvfølgelig kom til at hedde “Deep Purple In Rock”.
Du kan besøge vores side på: http://www.deeppurpleinrock.dk/
Der kan du også høre fire demonumre.
Iøvrigt en rigtig god side du har.
Hilsen Bjarne
13. august 2008 kl. 08:19
@Bjarne: Tak. For kompliment og link. Jeg vil tjekke jeres side ud!