Anne og Anders i Brexitland: Wales…. og musikken

2. august 2018

Hvis jeg var en ung universitetsstuderende inden for det kommunikative område (jeg ved ikke, hvad uddannelserne hedder nu om stunder, hvor humaniora er blevet til Arts…og sådan noget), så tror jeg, jeg ville skrive speciale om tv-journalistikkens problemer. Dens styrker og – ikke mindst – dens svagheder. For jeg synes – som ihærdig tv-kigger gennem en menneskealder – at tv-journalistikken lader meget tilbage at ønske med hensyn til fx dannelsesniveau og informationsditto.

Lad mig bare gribe et eksempel ud af luften. Et blandt mange. Den såkaldte Novichock-skandale i Storbritannien. Gennem måneder har vi fulgt historierne om nogle personer, der angiveligt er blevet forgiftet af nervegiften Novichock. Og journalisterne har møjsommeligt og detaljeret fortalt om forløbet og omstændighederne – og har haft udsendte medarbejdere på stedet. Og under det hele har ligget en antagelse om, at den pågældende nervegift stammer fra Rusland. Vi får at vide – igen og igen – at giften er blevet udviklet i Rusland (el. det daværende Sovjet). Og det underforstås: Altså må det være russerne, der står bag giftattentaterne. Og det kan da godt være, at det forholder sig sådan. Men ikke en eneste dokumentation, ikke et eneste bevis for den implicitte påstand kommer for dagen. aligevel sidder seerne tilbage med den fornemmelse, at det er de slemme russere, der har gjort det.

Eksemplet er et eksempel på, at moderne tv-journalistik nøjes med at skøjte hen over nyhedstelegrambureauernes “historier”. Der er tydeligvis ingen interesse i at grave et spadestik dybere. Og eksemplet er jo ikke ligegyldigt, al den stund at Rusland jo er blevet identificeret som den nye fjende efter den kolde krig. Det er Rusland, “vi” (dvs. Europa og “vores” allierede i USA) pålægger handelssanktioner og opruster imod.

Men som skrevet, så er det blot et eksempel på tv-journalistikkens aktuelle elendigheder. Man er mere interesseret i at levere hurtig, letfordøjelig nyhedsjournalistik og underholdning end i at levere dybdeborende journalistik, som man -dvs. alle os tv-kiggere – kan blive bare en smule klogere på verden af.

Det fører mig så til en helt anden iagttagelse. Nemlig den, at noget af den savnede indsigt i kraft af dybdeborende baggrundsjournalistik nogle gange kommer fra journalistikkens overdrev. Fx de såkaldte “livsstilsprogrammer” eller tilsvarende underholdningsjournalistiske programmer. Fx den serie, der startede i går under titlen “Anne og Anders i Brexitland”, hvor journalisten Anders Agger og tv-kogekonen (der skal ikke lægges noget nedsættende i den betegnelse!) Anne Hjernø besøger Storbritannien for at levere historier om områdets situation nu, hvor Storbritannien forlader EU. Som bekendt stemte en majoritet for, at Storbritannien skulle forlade EU. Men det blev også hurtigt klart for alle, inkl. briterne selv, at det ikke bare er noget, man gør fra den ene dag til den næste. Det er kompliceret, som Ray Davies sang om livet i almindelighed. Og for os udenforstående kan det være svært at gennemskue, hvilke konsekvenser det såkaldte Brexit får for briterne. Og det er lige på dette punkt, en udsendelse som “Anne og Anders i Brexitland” kan være med til at løfte lidt af sløret for konsekvenserne. Det kom fx til udtryk i gårsdagens udsendelse, hvor Anne og Anders besøgte Wales, i en dansk-walisisk families hverdag. Moderen, der er dansk, arbejder som projektleder med vand i kystområdet, fx beskyttelse af ferskvandsområder i nærheden af kysten osv. Og som hun forklarede, så er hele lovgivningen omkring disse forhold EU-lovgivning. Og hvad ville der ske, når Brexit blev en realitet!? Vil Wales alene kunne sikre en beskyttelse af ferskvandsområderne og naturen ved kysterne?

Det er blot et eksempel – blandt mange – på konsekvenser af Brexit, som de allerfærreste har tænkt over eller haft viden om. Og det er lige netop den slags oplysninger, man har brug for, for at få en basal forståelse for, hvor kompliceret et EU-medlemskab er. Og den kommer så i et underholdningsprogram på den hemmelige kanal DR2, men burde være i vores daglige nyhedsprogrammer…

Den i øvrigt seværdige udsendelse om Wales var i øvrigt forsynet med et fint lydspor af udsøgt musik fra sidste halvdel af forrige århundrede. Fra Beatles over Cat Stevens, Moody Blues, Fleetwood Mac og så videre. Og et par af sangene var mindre kendte. Og som den nørd jeg er, måtte jeg jo tjekke “rulleteksten” for at få sat navn på de ukendte sange. Og heldigvis var kunstnerne opremset i det allersidste billede fra udsendelse. Kunstnernavnene, men ikke sangene. Dem må jeg så selv forsøge at afdække.

Men til de mindre kendte hører: Bear’s Den, Tavener, Marc Scibilia og Kodaline. Navne jeg måske er stødt på, men ikke kender. Det må jeg så gøre noget ved (og jeg kunne i den forbindelse godt ønske, at DRs “rulletekst”-redation var lidt mere informative…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

963 har læst indlægget
12,847