Synspunkt: Elitesporten som et spejlbillede af samfundet

8. august 2018

Når jeg svømmer, gør jeg det bedste, jeg kan, og jeg gør det på den måde, der giver mest mening for mig.

– Det, jeg gjorde, var for at se, hvor meget jeg var villig til at risikere, velvidende at jeg kunne ende med at ligne et fjols. Jeg er villig til at risikere meget, og jeg har aldrig følt mig mere fri end ved at gøre det. Jeg kan ikke sige, at det var en god beslutning. Det var det tydeligvis ikke, når man ser på resultatet [Pernille Blume på Instagram efter sit løb]

Vi vil helst se sport som en disciplin, hvor de reneste og fineste idealer hersker. Fx de olympiske idealer, hvor det er vigtigere at deltage og gøre sit bedste end at vinde for enhver pris. Og som en sfære, der ikke er besmittet af fx politik. Men vi ved også af erfaring, at det langtfra forholder sig så ideelt i sportens verden. Det netop afsluttede VM i fodbold mindede os om, hvor lille afstanden mellem sport og politik er. Ikke kun fordi Rusland er genstand for politiske sanktioner osv. fra Vesten, men fx også fordi en kroatisk fodboldspiller “kom til at” vise symbolsk sympati for Ukraine efter en kamp. Jo den uskyld er blevet taget for mange år siden. Tænk på de sorte pantere i 1968.

Og forleden kunne man på DR se en udenlandsk dokumentar, der nådesløst afdækkede, hvordan elitesporten er indfanget af politiske og økonomiske interesser. Ikke kun dokumenterede udsendelsen endnu engang, hvordan elitesporten i DDR og Sovjet blev udsat for massiv manipulation og dopingmisbrug med uhyggelige resultater for de involverede, men også hvordan amerikanske og andre vestlige elitesportsfolk bliver udsat for et massivt økonomisk pres for at bringe resultater hjem. Hvis det ikke skete, så blev deres løn beskåret og så videre.

Og der er ikke grund til at tro, at sportsdeltagere uden for VM og Olympiaderne skulle være udsat for mindre pres. Fx det pres, der udøves gennem pressen. Et helt aktuelt eksempel er den i Danmark verdensberømte svømmepige Pernille Blume, der forleden missede en finalekvalifikation i disciplinen 100 meter fri. På forhånd havde sportspressen – som altid – skruet forventningerne om finaledeltagelse og medaljehøst helt op i det urimelige. Men Pernille Blume valgte at følge sin egen overbevisning og forsøgte at svømme distancen på en anden måde end den forventede. Hun valgte at svømme de første 50 meter så hurtigt som muligt – for at opnå det bedste resultat, skal det pointeres – og hun valgte at foretage en alternativ vending ved de 50 meter. Resultatet var, at Pernille Blume ikke kvalificerede sig til finalen.

Og så faldt der brænde ned. I første omgang fra pressen, der fordømte hende og hendes præstation. Dernæst fulgte Team Danmark og landstræneren med lignende desavoueringer. Og det efterlader et samlet indtryk af en offentlighed, der lægger et entydigt forventningspres på den udøvende svømmer. Med til historien hører, at Pernille Blume selv stod ved sin beslutning – uden at fortryde eller undskylde over for offentligheden.

Historien, der ikke er enestående, illustrerer tydeligt, at sporten langt fra udfolder sig i en ideel verden, hvor andre og smukkere idealer hersker. Tværtimod er det idealer og mål, der også dominerer og hersker i det øvrige samfund. Det forventes at du præsterer og leverer det bedste, og det forventes at du retter ind i forhold til disse forventninger og gør, hvad ledere og andre øvrighedspersoner (fx trænere) fortæller dig, at du skal gøre. Og som sportspressen ukritisk kolporterer dagligt. I modsat fald skal du nok blive kanøflet og hængt til tørre i medierne. Som tilfældet er med Pernille Blume i disse dage. Jovist, sporten – og ikke mindst elitesporten – er et spejlbillede af det konkurrencesamfund, vi alle er en del af, På godt og ikke mindst på ondt.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

11 har læst indlægget
12,852