Capac anbefaler: Maria Elisabeth – Circle the Woods

28. august 2018

En anden kending her i bloggen er Maria Elisabeth. I 2013 anbefalede jeg hendes dansksprogede album Se med hjertet. Og nu er hun så tilbage og har genoptaget de engelsksprogede tekster på sit nye album Circle the Woods. Og det er der en ydre forklaring på. For nogle år siden mødte kunstnerinden amerikaneren Virginia “Ginny” Anderson, der har en doktorgrad i psykologi og har dyrket bjergvandring i sin hjemstat Californien. De to blev venner og amerikanerens interesse for psykologi og bjergvandring – som også har udmøntet sig i en stor bog – blev inspiration for Maria Elisabeth til det nye album. Og ikke nok med det. Anderson er medforfatter til teksterne på pladen. Og teksterne trækker Maria Elisabeth i retning af amerikanerindens psykologi- og naturforståelse.

Men ikke kun Anderson har været med til at definere det nye album. For at realisere sit nye projekt, der så at sige skulle føre Maria Elisabeth tilbage til sit kreative nulpunkt og være en frisk start på sangskrivning og sang, kontaktede hun ingen ringere end Henrik Balling, Gangways gamle ankermand, der også har været medsangskriver på et par af pladens sange. Og samarbejdet med Balling i produktionen sikrer, at godt nok tager Maria Elisabeth en frisk start, men Ballings erfarne og sikre fornemmelse for radiovenlig pop holder Maria Elisabeth på et spor, vi kender fra hendes tidligere arbejder. Circle the Woods rummer tolv meget iørefaldende popsange, der uden undtagelse vil kunne gøre sig på enhver radiostation, der vil nå lidt ud over det helt unge segment. Det er sofistikeret voksenpop, der sender en garvet lytters associationer i mange retninger i poppens historik. Og de komplekse, forfindede arrangementer holdes sammen af Maria Elisabeths indtagende, klare, feminine stemme, der passer så godt til lige netop voksen pop.

Circle in the Woods er samlet set en overbevisende popskive, der byuder på fornyelse fra Maria Elisabeth uden at slippe hendes varemærker: stemmen, den gode melodi og den eftertænksomme produktion. Hermed anbefalet.

Maria Elisabeth. Circle in the Woods. Produtkion: Henrik Balling & Maria Elisabeth. Gateway. Er udkommet.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

17 har læst indlægget
12,780