Citronæbler

8. oktober 2006

Forleden læste jeg en artikel i DSBs magasin Ud & Se om magtmennesket Ritt Bjerregård. Rent bortset fra, at det var et læseværdigt portræt af denne homo politicus, så kom jeg til at tænke på hendes kærlighed til æbler. Hun har jo en æbleplantage på Fyn, hvor hun blandt andet dyrker gamle danske æblesorter. Et meget sympatisk projekt. I hvert fra set fra en æbleelskers synspunkt.

Artiklen fik mig til at tænke på min egen glæde ved denne frugt og på frustrationen over, at udvalget er så ringe i danske butikker. Hvor går man hen, hvis man vil have andet end Golden Delicious, Ingrid Marie, Cox Orange, Discovery og et par stykker til? Og ikke har sin egen have?

Men jeg kom også til at tænke på min barndoms æbleskud.

Den første tydelige erindring (eller måske snarere: tydeligt genfortalte erindring, for min mor elskede den historie!) var, da jeg sammen med naboens to drenge, Leif og Jørgen hentede æbler i Slagter Strands have. Strands have lå klos op af vores baggård, godt gemt bag en grim betonvæg. Så der var ikke andre veje til havens lyksaligheder end via indkørslen. Men det betød ikke det store for os. Vi var vel 4-5 år og havde fået smag for slagterens æbler fra de æbler, der hang på grenene over mod vores hus. Vi vidste jo ikke bedre, dengang.

Jeg havde en lille trævogn med fire solide hjul og en stang til at trække i. En nydelig, lille lakeret sag med en fint gelænder hele vejen rundt. Ideel til æbleskudstransport. Så med den på slæb gik vi stille og roligt om i slagterens have og fyldte vognen op. Vi blev først opdaget, da vi var på vej ud. Slagterfruen, der var hjemmegående, havde åbenbart befundet sig i stuen i den anden ende af huset, og var så gået tilbage til køkkenet, hvor hun havde udsigt til de fire “gerningsmænd”.

Enden på historien blev, at vi måttet tømme vognen. Æblerne blev lagt i kælderen i de dertil indrettede kasser. Men, da vi var så små og “uskyldige” fik vi lov til at fylde lommerne.

Måske ikke et pædagogisk lærestykke! For vi fortsatte vores “æbleskud” de kommende år – med større og større bevidsthed om, at der var tale om en “forbrydelse”, en krænkelse af ejendomsretten. Drengestreger!

Jeg kan ikke præcist huske, hvor tit det gik ud over slagterens have, men på den modsatte side af vejen lå et andet hus, hvor der via garagens tag var adgang til et stort æbletræ. Sidst på eftermiddagen, hvor det ikke var for lyst, kravlede vi op via porten og lå på maven og plukkede æbler. Citronæbler. Et æble, der bærer sit navn med rette. Bag et citrongult, kraftigt skind, gemte der sig et æblekød med en meget aromatisk, syrlig og sødlig smag, som jeg ikke vil glemme, før alderdommens demens eventuelt fjerner den hukommelsesrest…

Flere år senere, efter jeg havde forladt barndommens gade og ungdommens paracelhuskvarter og var godt inde i mine studieår, havde jeg, på en af mine utallige togrejser mellem Esbjerg og Århus, lejlighed til at dele kupé med en ældre dame fra Sjælland. En lille, nydelig dame i sort. Lidt en Miss Marple-type, sådan staturmæssigt. Medens vi sidder dér og snakker om vind og vejr, studenter- og pensionistliv, så spørger hun mig pludselig, om jeg ikke vil have et æble. Jo, tak. Og fra sin taske tager hun et par – citronæbler. Det er nok 25 år siden, men jeg kan huske dette gensyn, denne gensmag, hvis man kan sige det, ganske klart. Og jeg er ikke siden stødt på denne herlige frugt. Desværre.

Pometologisk efterskrift: Der findes i hvert fald to sorter af citronæbler: den alsiske og Bøghs.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

En kommentar

  1. Liselotte kommentarer:

    Jeg kender slet ikke dette æble, men du har gjort mig nysgerrig. Dejligt! :-)

Skriv en kommentar

1.320 har læst indlægget
13,715