Capac anbefaler: Peter Larsen – Lykkens Vej

24. september 2018

Sidst jeg omtalte den gode nordjyske sanger-sangskriver Peter Larsen var i 2016, hvor han kunne fejre sit tiår som solokunstner. Og nu er han så ude med albummet Lykkens Vej, der på bedste facon bekræfter og demonstrerer, hvad Peter Larsen står for som sanger-sangskriver. Nemlig en portion sange – 11 ialt – der henter deres inspiration i den efterhånden lange anglo-amerikanske tradition for episk rock, der i sit tekstunivers henter sin inspiration i ganske almindelige menneskers hverdagsliv. Denne gang er det på dansk, og som titlen antyder er sangene bundet sammen omkring det vanskelige tema “lykke”. Og sangene bekræfter ganske godt, at lykkens vej ikke sådan bare er til at finde og at lykken er som den rifbjergske håndsæbe i badet, der let smutter ud af hænderne på en og rummer sin modsætning – ulykken – i sig.

Som jeg tidligere har understreget, så kan Larsen det der med at skrive fængende melodier, der har appel til mainstreamradioerne. Og sådan er det også på denne udgivelse, og det vil være synd og skam, hvis ikke den unge radioværter rundt omkring i landet får ørerne op for denne gode håndfuld sange og giver dem rotation på deres lister. Sammen med Capser Dybdahl (guitar, tangenter og kor) og Lars Daugaard (trommer og slagtøj) fører Peter Larsen sine lyttere ud ad lykkens vej uden garanti for nå lykken, men med sikkerhed for at få historier om vejen derhen med alle de bump og afveje, den byder på. Og som sådan lykkes Lykkens Vej som en flot samling sange, der endnu engang understreger, at Peter Larsen er en sanger-sangskriver man kan og bør regne med. Hermed anbefalet.

Peter Larsen. Lykkens Vej. Larsong Records. Er udkommet.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

51 har læst indlægget
12,851