Det elektriske dameland fylder 50

16. oktober 2018

Og i dag er det præcist 50 år siden Jimi Hendrix Experience udsendte deres hovedværk Electric Ladyland. Det tredje og sidste studiealbum fra bandet og med kapelmester Hendrix som producer. Dobbeltalbummet er med Robert Christgaus ord “den psykedeliske musiks definitive værk”. Og det anerkendes i dag som værende et hovedværk i perioden og i Hendrix værk.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 kommentarer

  1. Jens Rasmussen kommentarer:

    Bare et minde om denne fantastiske plade. Engang i slutningen af 68 begyndelsen af 69, kom der en, ‘langhåret’ vikar der skulle have os i sang. Han sagde han ville spille noget musik for os – Electric Ladyland – til, måske specielt drengenes, store fornøjelse sendte han også coveret med alle damerne rundt i klassen. Jeg kan ikke huske om musikken gjorde det store indtryk på mig, på det tidspunkt, men få år efter var det, og er stadig, min absolutte yndlingsplade med Guitar-mesteren. Det sjove er faktisk at min nuværende partner, der gik på en anden skole i kommunen, var ude for nøjagtigt samme scenario – formentlig den samme Jimi-elskende vikar.

  2. Helge Jørgensen kommentarer:

    Må tilstå at det ikke er det album med Hendrix, der er i top på min liste. På en delt førsteplads er Band of Gypsys og The Cry of Love.

  3. capac kommentarer:

    @Jens: Ja, det er faktisk synd og skam , at det originale cover ikke længere er det, der pryder pladen. Simpelthen, fordi det også siger noget om den tid, pladen blev skabt i. Barbrystede damer var ikke kønsdiskriminationer eller #mettoo-overgreb, men blot udtryk for det afslappede forhold, der var mellem kønnene, og for en tid, hvor kropsforskrækkelsen var borte for en tid. Og selvfølgelig gjorde det indtryk på os drenge dengang, hvor seksualmoral først lige var begyndt at blive slækket.

    @Helge: The Cry of Love var mit første album – og det står stadigvæk stærkt i min bevidsthed. Men Electric Ladyland er sådan et album, der bare vokser og vokser imit hovede. Men sådan er vi jo heldigvis så forskellige.

  4. Jens Rasmussen kommentarer:

    Cry of love (udgivet posthumt) og Band of Gypsys blev også spillet rigtig meget, men Band of Gypsys, blev på en eller anden måde brugt op (for mig, måske fik bare vi spillet den for meget) og sætter jeg den på idag, fænger den ikke rigtigt for mig. Men Cry of Love, Axis – Bold as love, Rainbow Bridge og Are you experienced lytter jeg stadig til med stor glæde – udover Electric Ladyland, altså. Fabrikerede endda en ringetone til min Mobil, på et tidspunkt, med starten af ‘Burning of the Midnight lamp’, som jeg stadig bruger.

  5. Helge kommentarer:

    EL er helt klart på anden pladsen i mit Hendrix univers. Og hvis jeg ellers kunne spille end sige synge, så kan jeg fremføre pladen i sin fulde udstrækning.

    @Jens – det er rigtigt, at BoG måske ikke helt fænger i dag, men den er et måske/måske ikke et pejlemærke om, hvor manden var på vej rent musikalsk på det tidspunkt som live-mand. Vi får aldrig svarene….

    @Capac: Mit første “rigtige” Hendrix-plade var faktisk Smash Hits. en noget prætentiøs titel, da manden på det tidspunkt kun havde haft ganske få hits fx Hey Joe, The Wind Cries Mary og Purple Haze. Sidstnævnte hørte jeg for første gang fra en jukeboksen på et engelsk motorvejskafteria på vej fra London til Sheffield dengang i ’67. Jeg købte Smash Hits i Salling/Magasin-lignende varehus i Sheffield få dage efter….

  6. capac kommentarer:

    @Helge: Og jeg har det nok med Hendrix som med andre store kunstnere: Jeg har ofte svært ved at rangordne deres materiale. Nogle gange holder jeg mest af Band of Gypsies, andre gange Radio One og Winterland. Og jeg ser bort fra de uheldige udgivelser der er kommet post mortem.
    Min første Henrixoplevelse var, som jeg har beskrevet i bloggen, da jeg så Hendrix spille “Hey Joe” i en kælder på tysk tv tilbage i tresserne. Det var en på alle måder stor oplevelse. Aldrig havde jeg hørt noget lignende. Hendrixchock.

Skriv en kommentar

23 har læst indlægget
12,894