Capac anbefaler: Hot Flush – Better Late than never

31. oktober 2018

Bedre sent end aldrig kalder Hot Flush – og dvs. Pia Melnyk (sang, tangenter og kor) og Anette Dannesro (sang, kor) – deres debutalbum og sigter med titlen på den gamle sandhed om, at man skal gøre noget ved sagerne nu – hvad enten det er kunstneriske ambitioner (som at lave en plade) eller få kærlighedslivet til at fungere. Ellers kan det netop være for sent.

Og sammen med Jens Runge (guitar, bas og sang) og Kristian Dalsgaard (trommer og slagtøj) har de to damer så lavet et album bestående af 13 sange, der vender og drejer kærlighedslivets ups and downs m.m.

Og kærlighedsgrublerier er pakket ind i en musikalsk ramme, der ud over stilistisk at pege tilbage i tiden afslører, at godt nok er de to sangerinde sent ude med deres plade, men de har ingenlunde spildt tiden, for begge har brugt og trænet deres stemmer i forskellige korsammenhænge. Og det kan høres på pladen, hvor vokalarbejdet står helt tydeligt i centrum for de musikalske udfoldelser og med rette, for vokaludfoldelserne har meget høj klasse og det er længe siden, vi har hørt noget lignende på dansk.

Musikken ser, som skrevet, tilbage og henter inspiration hos bl.a. en lang tradition for sanger-sangskrivning. Det er nærliggende at tænke på en Carole King og andre kvinder, der har dyrket den romantiske side af singer-songwriter-kunsten – uden at Hot Flush på nogen måde lyder som dem. Men de deler traditonens forkærlighed for lette, iørefaldende, sjælfulde, smægtende sange, der er garneret (arrangeret) med blide strygere, diskrete keyboards og næsten sarte guitarakkorder og -riffs. Det er easy listening, når det er bedst. Det er voksenpop for dem, der er  blevet voksne og dem, der gerne vil være det. Better late than never er et afklaret album, der taler til enhver, der har lyst til og øre for lækker voksenpop. Musik, der engang var selvskreven til radioerne spillelister og stadigvæk bør være det.

Hot Flush – Better late than never – produceret af Meinyk og Dannesro. Gateway Music. Udkom 12.10.2018

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

76 har læst indlægget
12,894