Delta-kliken på affaldsdepotet?
18. november 2018Som bekendt er det svært, måske oven i købet umuligt, at diskutere humor. Det er med andre ord svært at blive enig om, hvad der er sjovt. Ikke alle synes Gøg og Gokke er sjove. Ikke alle kan se Charlie Chaplins genialitet. Og W. C. Fields deler vandene. Hvad sjovt er der ved en mand, der drikker tæt og synes børn er bedst, når de er stegt!?
En meget amerikansk film, som jeg har moret mig meget over, er National Lampoons Animal House, der på dansk fik den tvivlsomme titel Delta-kliken. Filmen, der har John Belushi i hovedrollen, beskrives i medierne som en ungdomsfilm, der foregår i 1962 på et af de kollegier, der knytter sig til amerikanske universiteter. Plottet er meget forenklet beskrevet, at lederen af kollegiet – Delta-kollegiet – Vernon Wormer (Worm – orm – get it!?) vil gøre kollegiet til et bedre sted (underforstået: det har det ikke været længe…). Og beboerne er ikke indstillet på, at Wormer skal få sin vilje. De unge beboere er anti-autoritære og vil bare have det sjovt. Øl, fisse og hornmusik.
Filmens humor er, hvad man kalder plat. Dvs. en humor, der gerne overskrider grænserne for, hvad der er god tone med hensyn til alkohol- og madindtagelse, seksuelle udskejelser og i det hele taget, hvad man kalder almindelig “god opførsel”. Og af en eller anden grund så knytter det sjove, lattervækkende sig netop til det grænseoverskridende. Det er, når fornuft, anstændighed, mådehold osv. punkteres, at denne blogskriver må slå sig på lårene af grin. Barnagtigt? Ungdommeligt? Ja, sikkert. Men ikke desto mindre.
På web-siden Vice diskuterer man, om tiden er inde til at smide denne film på lossepladsen – netop fordi den er så politisk ukorrekt, som den er. Men skribenten tør dog ikke tage skridtet, fordi filmen for længst har fået klassiker-status – i hvert fald hos sit kultpublikum. Og spørgsmålet er også, om ikke det er godt og vigtigt, at vi stadigvæk kan have plads til den slags humor, der sparker til konventioner og regler for god opførsel? Det var det slap-stick-komikken gjorde i stumfilmens dage, det var det W. C. Fields gjorde, det er det, vor tids bedste stand-up-komikere gør. Og spørgsmålet er, om ikke der skal være plads til, at vi kan grine så tårerne triller over tidens konformisme, vor egen konformitet og rædsel for radikale forandringer af vores liv?! Jeg tror, vi ville være meget værre stillet, hvis ikke der var god plads til humor som den Delta-kliken serverer for os.
