Verdensmesterskabet i herrehåndbold

28. januar 2019

Stort til lykke til det danske herrelandshold i håndbold, deres træner og hele staben bag dem med verdensmesterskabet, der blev vundet på overbevisende vis i går over et stærkt, men ikke stærkt nok, norsk hold. Og det var ikke bare en længe begæret sejr, men en overbevisende sejr, der viste – som to af det norske holds centrale spillere bagefter uden besvær erklærede – at det danske hold var bedre, ja, det bedste hold i hele turneringen. Det gør det hele lettere at bære, når det sker med flot og overbevisende spil på alle positioner og gennem hele kampen.

Hvad der derimod kan lidt svært at fordøje – her – er den bobbel af national selvfedme, der er blevet pustet op til bristepunktet i timerne op til selve finalen og sejren. Med nationalsang, kronprins (med familie), statsminister som det sidste krymmel på selvfedmens lagkage. Det var Danmark, der vandt. Det var “os”. Nej, gu var det ej. Det var et hold af dygtige håndboldspillere og deres trænerstab, der vandt. Ganske vist repræsenterer de den danske nation, men det berettiger ikke til at vi andre sofakartofler tager ejerskab over verdensmesterskabet.

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville gå, hvis danskerne og deres medier gik i selvsving på samme måde på det politiske felt. Man tør næsten ikke tænke den tanke til ende… Men det er åbenbart kun i forbindelse med sportsbegivenheder og visse dødsfald (Kim Larsens fx), at danskerne kan hive sig selv så højt op i nationalfølelse.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

36 har læst indlægget
13,533