Aftenens filmoplevelse: Sauls søn

1. februar 2019

Forleden skrev jeg lidt om nødvendigheden af at huske holocaust/shoa. Og i går blev jeg mindet om nødvendigheden igen. Jeg fik omsider set den ungarske instruktør László Nemes’ prisbelønnede film Sauls søn.

Filmen foregår i Auswitz-udryddelseslejren. Saul arbejder der som medlem af den såkaldte Sonderkommando, hvis arbejde er at føre jøderne ind i gaskamrene (under påskud af at de bare skal i bad…), tømme deres aflagte klæder for værdigenstande (guld og smykker), brænde resten, sørge for at ligene – kaldet “stykker” – blev sendt i krematorierne, rengøre gaskamrene, fjerne asken fra krematorierne og mere af den slags. Vel vidende, at de som del af af særkommandoen kun havde et halvt årstid at leve i.

Under arbejdet finder Saul, der er ungarsk jøde, en dreng, der ikke er helt død efter sin tur i gaskammeret. Og han sætter sig for at give drengen, som han vist opfatter som sin søn (han hævder, t der er tale om en illegitim søn), en rigtig jødisk begravelse, udført af en jødisk gejstlig, en rabbi.

Og vi følger Sauls anstrengelser for at få fat i drengens lig og få det i sikkerhed til en sådan begravelse. Hvordan filmen ender, kan jeg ikke fortælle, da jeg så ville afsløre dens – i mine øjne – nærmest mystiske slutning, der er åben for flere fortolkninger. Men fortællingen frem til denne afslutning er også særpræget. Alene kameraføringen er et studie værd. Stort set alle optagelser er nærbilleder af Saul og de få personer, han er i kontakt med. Dermed undgår instruktøren at skulle udpensle de rædsler, der foregår i lejren og kan nøjes med at antyde dem med delbilleder og lydsiden. Til gengæld opnår instruktøren en sjælden intensitet, fordi vi følger den næsten udtryksløse Saul i nærbilleder, hvor selv de mindste nuancerer er med til at give et indtryk af hans sindstilstand.

Det er nærliggende at udlægge Sauls forsøg på at få drengen begravet på korrekt jødisk vis som et desparat forsøg på at få en lille bitte smule mening ind i en livssituation, der ellers er berøvet enhver form for mening. Livet i Auswitz er – som beskrevet i filmen – den absolutte meningsløshed. Her står alle i dødens tjeneste. Over for dødens realitet – i form af gaskamrene eller det store hul i jorden, der også bliver brugt – smuldrer menneskeligheden, anstændigheden, moralen, empatien osv. Og måske er det det, Saul instinktivt erkender: At han må gøre en sidste anstrengelse for at bevare sin menneskelighed ved at sørge for, at drengen får en ordentlig begravelse.

Det er en næsten knugende oplevelse af følge Sauls anstrengelser for at udrette sin mission. Og slutningen er mildest talt overraskende og åben for fortolkning. Og netop slutningen fik mig til at tænke på alle de fine østeuropæiske film, vi har kunnet se, siden Anden Verdenskrig. Film, der – især før Berlinmurens fald – midt i deres særlige realisme formåede at tilføre kunsten noget magisk og hyperreelt. Fx hos den unge Milos Forman. Og slutningen i Nemes’ film er sådan en slutning, der transcenderer den ubærlige virkelighed i Auswitz.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

3 har læst indlægget
13,095