En filmoplevelse: Remember

14. februar 2019

Af en eller anden grund, måske flere, har flere af de film, jeg har set den seneste tid haft med 2. Verdenskrig at gøre. Fx filmen om Sophie Scholl eller Saul’s søn. Noget af en forklaring ligger selvfølgelig i det forhold, at DR har det med at vise film med tematisk indhold.

Gårsdagens film var den kanadiske instruktør Atom Egoyans senese film fra 2015 Remember med en aldrende Christopher Plummer (mest kendt for sin rolle i Sound of Music) i hovedrollen som den gamle jøde Zev Guttmann, der bor på et plejehjem i New York.

Zev – der på hebræisk betyder: ulv – har et par uger forinden mistet sin kone Ruth og er ved at afslutte sin lange sørgeperiode – Shiva. Han er også dement og kan ikke huske, at Ruth er død, og bliver ved med at kalde på hende.

På plejehjemmet bor også Max Rosenbaum, der som Zev har været i Auswitz-udryddelseslejren. Og Max fortæller Zev, at han -altså Zev – har lovet, efter sin kones bortgang, at opsøge den nazist, der var ansvarlig for deres respektive familiers udryddelse i lejren. Og med et detaljeret brev i hånden sendes Zev af sted på en lang rejse for at finde den mand, der nu kalder sig Rudy Kurlander, men i virkeligheden hedder Otto Wallisch og var Blockführer, leder af den afdeling af  Auswitz, hvor Zev og Max var.

Rejsen kompliceres selvsagt af Zevs demens, der hele tiden spiller ham et puds. Men også af det forhold, at der er fire mænd med dæknavn Rudy Kurlander. Men med Max’ manuskript lykkes det for Zev at nå frem til den sidste Kurlander i South Lake Tahoe, Californien.

Hvordan den sidste konfrontation ender, vil jeg ikke afsløre, for slutningen er overraskende, men også en tankevækkende kommentar til filmens titel Remember, Husk. For ikke blot er det at huske et stort problem for en demensramt mand, der ikke engang kan huske, at hans egen kone døde for få uger siden. Men vores evne til at huske og erindre er generelt problematisk. Især når det drejer sig om den fortid, der ligger længere tilbage i barndommen og ungdommen. Og den drejning Atom Egoyans foretager til sidst kan netop  – og bør, tror jeg – forstås som en kritisk kommentar til vores allesammens umiddelbare tiltro til hukommelsens upåklagelige sikkerhed.

Og dermed bliver filmen en fin, subtil tilføjelse til den lange række af film, der tematiserer erindringen om holocaust og 2. Verdenskrigs rædsler. En påmindelse om, at vi ikke må glemme de forfærdelige ting, sker skete, men også om, at vi skal forholde os kritiske over for erindringens troværdighed. Men måske også en påmindelse om, at erindringen er mest troværdig, når den er kollektiv.

Under alle omstændigheder er det en god film, som alle filmelskere kun kan tage til sig.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

10 har læst indlægget
13,238