Talking Heads versus Black Flag

15. februar 2019

I går aftes endte jeg også med at se en film på en ellers forudsigelig programflade med livsstildumheder og genudsendelser ad libitum. Denne gang drejede det sig om “filmperlen” 20th Century Women af Mike Mils fra 2016.

Filmen foregår i 1979, hvor en moder, Dorothea (spillet af Anette Benning), der lever et bohemeagtigt liv i et hus med to logerende, en mand og en kvinde, mener, at hun må hjælpe sin teenagesøn med at blive en rigtig voksen mand. Hun oplever, at hun har svært ved at snakke med drengen, og derfor allierer hun sig med den anden kvinde i huset, Abbie, og drengens veninde, Julie, og beder dem om at føre drengen på “rette spor”. Ret meget mere er der ikke at sige om filmens handling. Og ellers spilles der smukt i alle roller.

Filmen er også indirekte et signalement af en tid og en periode. Omkring slutningen af halvfjerdserne. Og det kommer i hvert fald frem på filmens lydspor, der også er udgivet på plade. Filmen indrammes af musik, der dels stammer fra før-krigsårene, der var moderen, Dorotheas, fortid, og dels af punkens og new wavens musik, den musik, som drengen tager til sig i sin opvækst. Og indirekte afslører de musikalske yderpunkter måske godt, hvor langt, der er mellem mor og søn, og hvor svært det kan være, at kommunikere over generationskløften, som man jo kaldte problemet dengang.

Og at musikken er en slags markør – for generationstilhørsforhold, men også for klassetilhørsforhold – demonstreres fint i en scene, hvor sønnen Jamie kommer op at tottes med en jævnaldrende. Jamie kommer til at fornærme den anden dreng, fordi han – Jamie – ved mere om klitorisorgasme og andet. Og det opfatter den forurettede som Jamies kulturelle overlegenhed, og derfor får han en omgang tærsk. Senere lader den unge mand også sin vrede gå ud over Dorotheas folkevogn, som han pynter med graffittien “Art Fag”, et slangudtryk, der netop tager sigte mod den overlegenhed, som Jamie har udvist. På den anden side af folkevognen har den fornærmede skrevet: “Black Flag”, altså navnet på det fremtrædende amerikanske punkband fra dengang.

Scenen følges op af en anden scene, hvor moderen danser med den mandlige beboer. Først til musik af Black Flag. Og det går ikke så godt. Dernæst sættes det samtidige band Talking Heads på grammofonen, og straks er de to voksne mere på bølgelænge med musikken. Den scene kan man lægge en masse betydning i med hensyn til generationsforskelle, men også til den radikalitet, hvormed bands som Black Flag satte en ny dagsorden i populærmusikken. Hvor Talking Heads kommer til at stå som det band, der trods bandets nyskabende nybølgemusik også repræsenterer noget fra traditionen i form af dansant melodiøsitet for eksempel.

Jeg vil gå et skridt længere og tillade mig at hævde, at lydsporet til filmen faktisk er en nøgle til forståelse af filmens tematik. Så man kan passende begynde at lytte til lydsporet. Så er man godt på vej i filmen.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

8 har læst indlægget
13,406