Aftenens filmoplevelse: Ray

31. marts 2019

TV-hovedkanalerne DR1 og TV2 drukner i såkaldte livsstilsprogrammer, hvor folk enten laver mad i konkurrence, leger ejendomsmæglere her og hisset eller noget tredje, der kan sørge for at seerne bliver indoktrineret med den rette konkurrence- og præstationsånd, forbrugeristisk adfærd og arbejdslivsorienteret adfærd i det hele taget. Og derfor fik jeg “zappet” mig ind på i filmen Ray, Taylor Hackfords 2004-biografi om ingen ringere end Ray Charles. Med Jamie Fox i hovedrollen, der har resulteret i adskillige, velfortjente priser.

For det skal der ikke herske nogen tvivl om: Jamie Fox fremstiller overbevisende den voksne Ray Charles med hans blindhed og handicapprægede bevægelsesmønstre og hans musikalske udfoldelser. Det er nok især denne præstation, der gør filmen værd at se. Og så selvfølgelig musikken.

For ellers er der tale om en meget amerikansk, hollywoodsk, traditionel, biografisk film, der – med enkelte flash backs – kronologisk fortæller om Ray, der i 1948 tager bussen til storbyen for at prøve sit talent af blandt professionelle musikere og bliver en kæmpe succes. Og kendetegnende for den hollywoodske fremstilling, så lægges der lige så meget vægt på at fremstille Rays materielle succes – hvor mange penge han får, hvilke huse han køber osv. – som på det, der egentlig er interessant: Hvilket menneske, han var, og hans musik. Retfærdigvis skal det sige, at den side er der også, men kunne måske være blevet mere nuanceret og udfoldet, hvis ikke vi skulle beundre det materielle. Men vi får dog et bilelde af en person, der forsømmer sin familie i karrierens hellige navn, forfalder til utroskab og synker ned i et heroinmisbrug, der truer med at ødelægge hans liv.

Filmen kan minde en hel del om den tidligere omtale “biopicGet on up om James Brown, der også levede højt på hovedrollepræstationen og forfaldt til biografismens tidsåndsbestemte fokusering på successens materialisme. Og som denne film er Ray en ganske seværdig film, der trods alle forbeholdene giver en lyst til at lytte til alle mandens plader.

Og en film, der fremhæver Ray Charles som endnu en af mange sorte kunstnere, der gennem deres musik og adfærd var med til at bryde skellet mellem den sorte – og den hvide kultur ned. Det understreges bl.a. i en fin scene, hvor Ray Charles insisterer på at indspille sine meget populære countryplader (der i øvrigt lige er blevet genudsendt) med det argument, at det var den musik han voksede op med, fordi moderens radio var indstillet på udsendelser fra Grand Ol’ Opry. Og på den måde bliver Ray en politisk film i vor tid, hvor racespørgsmålet har fået ny aktualitet i USA – og ikke på den gode måde. Se den, når den bliver genudsendt og inden de lukker for DRs kulturkanaler.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

11 har læst indlægget
13,380