At tro

5. maj 2019

Når du bliver gammel bliver du konservativ, lader dit hår klippe kort og du begynder gå i kirke. Sådan omtrent kan de fordomme, jeg har mødt i min ungdom, sammenfattes. Men det passer ikke. Jeg er ikke blevet konservativ, men har holdt fast i min socialistiske overbevisning, som jeg har haft siden jeg gik ud af folkeskolen og voksede ud af det arbejderkvarter, som jeg er opvokset i, jeg har ladet mit hår (og skæg) gro langt det sidste år og det religiøse har jeg helt lagt fra mig.

I dag belæres jeg og andre af biskop Elof Westergaard (i POV) om, at vi alle tror. Anledningen er, at biskoppen har læst Anders Stjernholms og Simon Ørregaards bog Du er jo ateist! De to forfattere skulle angiveligt (jeg har ikke læst bogen…) mene, at de fleste mennesker i virkeligheden er ateister, men den køber biskop Westergaard selvfølgelig ikke. Og han definerer ud fra Det Nye Testamente, hvad tro er: Tro er tillid til det, vi håber på; overbevisning om det, vi ikke kan se.

Og snævert set er det ikke så svært at skrive under på. Men – tro er ikke forbeholdt det religiøse. Som Hans Hauge (kristen lektor emeritus) engang bemærkede, så er videnskab også tro. Men selvfølgelig ikke en religiøs tro… Videnskaben indeholder også en tro på, at der kan findes et svar på det, vi ikke kan se, og en tillid til det, vi håber på, fx at vi kan finde løsninger på store problemer, at vi kan blive klogere på verdens indretning og opbygning og gøre verden til et endnu bedre sted at leve.

Og modsætningen til at tro er ikke simpelthen at være ateist. For som Karl Marx engang forklarede, så er ateismen teismens – gudetroens – sidste fase og den afløses af, ja netop, en videnskabelig tilgang til verden.

Biskoppens indlæg er endnu et eksempel på, hvordan vi i vores kristent dominerede kultur ofte udsættes for en omklamring, et forsøg på at indskrive os alle i en bestemt kristen religiøs kontekst. Vi skal i det mindste være “kulturkristne”, som man kalder dem, der er opvokset her i landet, men ikke er aktive i kirkelig forstand. Men nej, den køber jeg heller ikke. Selv om jeg er opvokset med kristendommen som en følgesvend i skolesystemet og offentligheden, så hverken kan eller vil jeg definere mig som værende -kristen, heller ikke kulturkristen. Begrebet kulturkristen er udtryk for det kulturelle hegemonis forsøg på at fastholde sin dominans og sin ret til at definere borgernes tilhørsforhold.

Link til artikel

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Johan Fynbo kommentarer:

    Vi vel alle kulturkristne i den forstand at vores værdier (mange af dem da) er formet af vores kristne historie. Det vel det der ligger i termen.

    Har du læst Stjernholms og Nielsens bog? Det overrasker mig, at du ikke taget mere anstød over den end over biskoppens replik.

  2. capac kommentarer:

    @Johan Fynbo: Jo, jeg ved godt, hvad der ligger i ordet “kulturkristen”, og jeg er da også godt klar over, at man ikke kan undgå at blive påvirket af århundreder med en dominerende kristendom i landet. Det, jeg opponerer mod, er, at der er en tendens til at indskrive alle danskere i kristendommen ved at kalde dem “kulturkristne”. Og jeg har det svært med den form for ideologisk omklamring, som jeg mest af alt opfatter som et svaghedstegn ved den dominerende folkekirkekristendom.
    Det eneste, jeg har problem med hos Stjernholm og Nielsen er den tendentielle fejlslutning, at fordi man erklærer sig som ikke-troende, så er man nødvendigvis ateist. Religiøsitet er jo for det første meget mere en teisme/gudetro. Og tro er, som jeg påpeger, ikke noget, der er bundet til det religiøse. Man kan tro på så meget andet, fx videnskaben og oplysningen. Man kan endda hævde, at de to forfattere gør det samme som deres modstandere, nemlig at forsøge at tage nogen til indtægt for holdninger, som de de facto ikke har. Jeg insisterer på, at man hver især har ret til selv at definere, hvordan man har det med religion, religiøsitet og tro. Så fri mig fra enhver form for ideologisk omklamring.

Skriv en kommentar

19 har læst indlægget
13,651