litteraturanmeldelser og -kritik

10. oktober 2006

Jiggly Room-bestyrer Bo har et indlæg om litteraturanmeldelser, foranlediget af en debat, der pÃ¥gÃ¥r i dagbladet Informations “sandkasse”… Bo læser ikke anmeldelser, og det kan der være gode grunde til ikke at gøre. Jeg læser stort set alle de anmeldelser af dansk og udenlandsk litteratur, som jeg kan komme i nærheden af. Primært for at holde mig orienteret inden for mit fagomrÃ¥de. Dermed ikke sagt, at det altid er en opløftende oplevelse.


Hvad kan man forvente af en anmeldelse? For mig at se, er en anmeldelse først og fremmest en produktbeskrivelse. Bogen er en vare, udsendt af et forlag, der forventer eller hÃ¥ber pÃ¥, at den fÃ¥r en promoverende omtale i en avis eller – til nød – et tidskrift.

Det vigtigste i den forbindelse er, at bogen fÃ¥r en god beskrivelse, en ordentlig karakteristik, sÃ¥ledes at den potentielle læser fÃ¥r et indtryk af, hvad bogen har at byde pÃ¥. Anmelderen mÃ¥ gerne komme med sin personlige vurdering og mening – til sidst. Men det vigtigste er forarbejdet.

Hvad er sÃ¥ en god anmelder? Den gode anmelder er – en god læser. Om han/hun nødvendigvis behøver at være andet end journalistisk skrivende, vil jeg godt stille et stort spørgsmÃ¥lstegn ved, men det mÃ¥ være klart, at faglige forudsætninger nødvendigvis mÃ¥ gøre en forskel. Herom nedenfor.

Anmelderen henvender sig primært til andre læsere, og det er som læser, anmelderen skal træde i karakter. Faktisk er jeg af den opfattelse, at den gode læser er en mangelvare i anmelderjunglen. Hvilket måske hænger sammen med, at anmelderi er underlagt dead-line-tyranniet. At læse tager tid. Og det er der ikke meget af i avisernes nyhedsjagt og -formidling. Her hersker overfladiskheden. Og eksemplerne på anmeldelser, hvor læseren ikke har læst (tilstrækkeligt) er legio.

Jeg mener ogsÃ¥, at man mÃ¥ skelne mellem litterær kritik og anmeldelser. Litterær kritik kræver en høj grad af æstetisk kvalifikation, som man kan forvente af garvede, belæste læsere, forfattere og digtere – og af akademikere, der er uddannet til at være det. Kritik finder man yderst sjældent i aviserne, men som regel i tidskrifter og bøger. Den gode kritik forudsætter en indgÃ¥ende kendskab til den forfatter eller poet, som tages under behandling, et skarpt teksthistorisk overblik, en sikkert greb om genrens æstetiske forudsætninger og værkets implicite forudsætninger i forfatterskabet og evt. forbilleder osv. Det er der sjældent tale om i dagens aviser.

Nu og da undrer jeg mig lidt over, hvor fÃ¥ digtere, der er blandt anmelderne, og hvor fÃ¥ litteraturforskere. Til gengæld er der mange journalister. Det sker, der er et overlap. Jeg tror, det hænger sammen med, at digtere og litterater tøver over for anmeldelderiet og dets betingelser. Hvorimod journalister tænker i dead-lines og – hvem læser i øvrigt gÃ¥rsdagens aviser!?

For en del år siden skrev jeg en hel række anmeldelser af fagbøger for et lille tidskrift. Men jeg holdt op. Hver gang, jeg sad med en bog i hånden, kom jeg til at tænke på, at forfatteren havde brugt flere måneder, måske år, af sit liv på at skrive den. Og hvordan kunne jeg så på et par sider yde forfatteren og bogen retfærdighed?
———–
Tilbagespoling: læs her….

PS. Om det symbiotiske-parasitære forhold mellem digtningen og den kritiske læsning kan man fx læse i Niels Egebaks selvbiografiske skritse “Af en parasits bekendelser”, genoptrykt i bogen Af en evighedsstudents meriter (1991).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

En kommentar

  1. Bo kommentarer:

    For at citere Niels Hausgaard: “Det trækker jeg sÃ¥ tilbage”. For mit eget vedkommende – med hensyn til mit indlæg – er der en hel masse men’er: Men jeg interesserer mig heller ikke meget for romaner, f.eks., og men det optager mig heller ikke ret meget, hvad der udkommer af nye bøger. Jeg er for det meste altid midt i et-eller-andet andet, og det sker stort set aldrig, at jeg gÃ¥r i boghandlen for at købe en bog, der lige er udkommet. Du har nok ret i, at der en forskel pÃ¥ anmeldelse og kritik — og det er kritikken, jeg gerne vil ha. Anmeldelserne kan jeg sagtens leve uden. Med hensyn til din kommentar om hvorfor der er sÃ¥ fÃ¥ digtere blandt anmelderne: Det er der vist heller ikke. Men helt generelt — som jeg (vistnok) engang hørte Per Kirkeby sige: Der er kun én gruppe kunstnere, der hader hinanden, indbyrdes, mere end digterne, og det er malerne. SÃ¥ de er næppe de bedst egnede til at anmelde andres værker.

Skriv en kommentar

1.036 har læst indlægget
13,528