Folketingsvalget – 14
23. maj 2019Det kommende EU-parlamentsvalg fyldte lidt mere i dagens medier. Forståeligt nok, fordi det er på søndag stemmer skal afgives. Og i øvrigt er de to valg blevet svære at holde adskilt her i valgkampen. Og det er vel forståeligt nok.
Og på fredag er der igen skolestrejker for klimaet i Greta Thunbergs fodspor – i 1524 byer fordelt over 116 lande og i stadig vækst. Den lille pige med de mange diagnoser har formået at mobilisere flere mennesker end nogen dansk politiker nogensinde vil komme i nærheden af.
Set i lyset af den gennemslagskraft, som Greta Thunbergs aktion har haft, falmede politikerne i gårsdagens EU-debat på DR, hvor de gode intentioner mest af alt fusede ud i udsigten til politiske studehandler og kompromisser. Det var ikke just lovende. Og en illustration af, hvilke problemer det borgerligt parlamentariske system står over for, når kloden brænder.