Mere fra den fløjlsbløde undergrund: The Quine Tapes

30. maj 2008

Jeg er vokset op med musik, der kom fra en gammel rørforstærket radio og centertunge transistorradioer, der spillede fra det udbredte tæppe pÃ¥ sandstranden. Og det forklarer nok, hvorfor jeg aldrig er blevet en hardcore audiofil. Hvis musikken ikke kan fænge mig uden at skulle filtreres gennem et 100.000-kroners audiofilt, hi-fi-anlæg, sÃ¥ kan det være lige meget. Musikken skal kunne slÃ¥ igennem en gammel rød Grundig transistorradio med store, tunge batterier. Og den test ville megen af den nymodens musik aldrig kunne bestÃ¥…

MÃ¥ske er det ogsÃ¥ derfor, jeg kan sætte pris pÃ¥ The Velvet Undergrounds Quine Tapes fra 2001. Her er der virkelig tale om low-fi indspilninger. Historien er den, at en ung jura-student ved navn Robert Quine blev grebet af Velvet Undergrounds musik i gruppens første Ã¥r. Quine spillede selv guitar og søgte inspiration, hvor han kunne. Det vil sige: Han lyttede til idolerne – Stones, Byrds, Yardbirds osv. – og forsøgte at lære dem kunsten af. Og sÃ¥ The Velvet Underground. For rigtig at fÃ¥ fat i deres musikalske kunst indkøbte han en lille Sony-kassette-bÃ¥ndoptager med hÃ¥ndholdt mikrofon. Og optog alle de koncerter, han kunne, med Velvet. Den første koncert foregik i en gymnastiksal pÃ¥ Washington University. P.A. anlægget var elendigt, men koncerten fantastisk.

Senere fik bandet mere styr pÃ¥ den tekniske side af koncerterne – og Robert fortsatte med at bÃ¥nde dem. PÃ¥ The Family Dog i San Francisco, hvor gruppen opholdt sig en hel mÃ¥ned i 1969. Derefter pÃ¥ klubben The Matrix, hvor der var sÃ¥ fÃ¥ publikummer, at Lou Reed og Robert ikke kunne undgÃ¥ at lære hinanden at kende… Og der udviklede sig et slags partnerskab, hvor Quine optog musikken, bandet hørte noget af det og i øvrigt var anerkendende over for Quines engagement. Lou og Robert fik ogsÃ¥ lejlighed til at udveksle meninger om musik og musiksmag pÃ¥ en hotdog-joint. Lou var vild med Rolling Stones, halvtredserrock og The Byrds.

Robert beholdt sine kassettebÃ¥nd og spillede dem flittigt. Og heldigvis var han sÃ¥ fornuftig at overspille dem til et rigtigt spolebÃ¥nd. For man ved jo aldrig, hvad der kan ske med et kassettebÃ¥nd. Hvem har ikke prøvet det med kassettebÃ¥ndssalat…!?

Båndene var med til at gøre Robert Quine til den guitarist, han er. Mange år senere blev han en af grundlæggerne af bandet Richard Hell & The Voidoids og i perioden 1981-85 arbejdede han sammen med Lou Reed og satte sit præg på dennes soloplader (fx The Blue Mask). Siden har han arbejdet sammen med en række notabiliteter, som fx Marianne Faithfull, Brian Eno, Tom Waits m.fl.

At lytte til The Quine Tapes – The Velvet Underground Bootleg Series Volume I: The Quine Tapes – er som at finde tilbage til et gammelt, elsket spolebÃ¥nd fra de svundne ungdomsdage. Det knaser lidt, lyden er nøgen, og man har fornemmelsen af at sidde pÃ¥ sit ungdomskammer og lytte til tonerne, der kommer ud af en lille forstærker. Samtidig er det en rejse ind i Velvet Undergrounds musik pÃ¥ et tidspunkt, hvor stilen allerede er lagt i støbeskeen, men hvor der endnu eksperimenteres med de enkelte numres form. Formen er ikke helt stram endnu. Der improviseres og musiceres, sÃ¥ det er en lyst. Lou og bandet tager sig rigtig god tid. En udgave af Sister Ray fra The Family Dog er mere end 24 minutter lang. PÃ¥ The Matrix slÃ¥r de denne rekord og leverer en 38 minutter lang udgave…

Ialt byder Quine-bÃ¥ndene pÃ¥ cirka 2 ½ times selskab med Velvet Underground. Godt selskab. Det er som at møde en gammel ven, man ikke har snakket med i mange Ã¥r… BÃ¥ndene kan lÃ¥nes via biblioteket.

the velvet underground – heroin (acoustic live)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Kim kommentarer:

    Selv om jeg betragter mig selv som gammel Velvet/Lou Reed beundrer, sÃ¥ har jeg faktisk aldrig hørt om “The Quine Tapes. SÃ¥ mange tak for tippet. Det mÃ¥ jo checkes ud. Og sÃ¥ mÃ¥ jeg jo give dig ret – Robert Quine er en god guitarist med sin helt egen lyd. Ud over samarbejdet med Richard Hell og medvirken pÃ¥ et hav af plader, har han ogsÃ¥ i eget navn, sammen med trommeslageren Fred Maher (ogsÃ¥ Lou Reed musiker), begÃ¥et albummet “Basic” (1984). En fin og ren plade, der helt lever op til sin album-tittel.

  2. capac kommentarer:

    @Kim: BÃ¥ndoptagelserne er en slags VU’s svar pÃ¥ Dylans Bootlegs serie, og mÃ¥ vist ogsÃ¥ betragtes om obskuriteter, men jeg kan varmt anbefale dem for VU-tilhængere (som dig). Lyden er som beskrevet, men musikken fejler bestemt ikke noget. Det er pt. min yndllingsmusik, der helt har lagt beslag pÃ¥ min mp3-afspiller.
    Som nævnt kan de lÃ¥nes pÃ¥ biblioteket, hvis man ikke vil ud og investere i de tre cd’er med det første.

Skriv en kommentar

332 har læst indlægget
14,399