Dansk Folkeparti – underhunden, der blev stueren
1. juni 2008
DR2-tema var i går helliget “Oprøret fra højre”, og et af programmerne handlede om Dansk Folkeparti. Et absolut seværdigt program med titlen “Succes – på trods”. Programmets kvalitet var, at det lod to folkelige repræsentanter for partiet komme til orde og fortælle om deres oplevelser med partiet og bevæggrunde for at at engagere sig i det. Den ene, en tidligere SF’er og dyreven. Den anden, et ekskluderet, tidligere medlem af partiet. Sideløbende kommenterede journalisten Erik Meier Carlsen partiets udvikling.
Det var en historie om et parti, der valgte en anden vej end de såkaldt “moderne” partier, der slap grebet om det ideologiske gods og bevægede sig ind i et medietomrum, hvor det mestendels handler om at have næse for de seneste oppinionsmålingstendenser og rette ind efter dem. Dansk Folkeparti derimod satsede på holdninger. I første omgang til det politiske spørgmål, som i årevis var blevet “fortrængt” (som det blev udtrykt) fra det politiske: Flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. Et spørgsmål, der lå mange almindelige borgere – og dermed vælgere – på sinde, medens politikerne var anderswo engagiert… Den anden ideologiske satsning var et af Socialdemokratiets gamle mærkesager, som samme parti havde solgt ud af for at tækkes magten: Velfærden. Ligeledes et område, der optog og optager mange almindelige vælgere. Med disse to centrale koordinater i det politiske grundlag gik Dansk Folkeparti på strandhugst hos de andre partier, ikke mindst Socialdemokratiet.
Hvis man tager liberalt-moderniserede partier som Socialdemokratiet og Venstre som indikatorer for den politiske udviklingstendens i de vestlige demokratier, så kan man sige, at Dansk Folkeparti er en anakronisme. Dansk Folkeparti repræsenterer i sin usamtidighed noget, det akademiserede politiske establishment har forladt, men – som store dele af vælgerskaren stadigvæk efterspørger. Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at netop Pia Kærsgaard, denne politiske “snu ræv”, som ingen kan løbe om hjørner med, er en af de meget få folketingspolitikere med en ikke-akademisk baggrund…
Udsendelse gav et fornemt portræt af et parti, der blev dæmoniseret og dømt ude af “det gode selskab” af alt for skråsikre, etablerede politikere – med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen – og foreløbigt endte med at sidde med den reelle magt i Danmark. Fogh Rasmussens regering sidder kun på Pia Kjærsgårds nåde, og det bliver tydeligere og tydelige for hver dag, der går.
