Fattigdom i Danmark? – et erindringsglimt

22. juni 2019

I de senere år har begrebet “fattigdom” være en politisk varm kartoffel. Har vi fattigdom i Danmark eller ej? Det fik mig til at tænke tilbage på min egen barndom i 1950’erne. Var vi fattige dengang?
Mine forældre og jeg boede i den vestlige del af Esbjerg. Det var et udpræget arbejderkvarter med mange store boligkarreer med relativt små lejligheder. Der var mange børn og mødrene gik hjemme og passede hjem og børn.

Jeg har aldrig følt, at vi var fattige, men når jeg hører og læser om den tid, så kommer jeg lidt i tvivl. Det var en tid før tressernes materialisme og forbrugerisme skyllede ind over landet. Man gik i sit tøj, selv om det var slidt og lappet. Skoene kom til skomageren, når der skulle en ny hæl eller tå på. Og i skolen kunne man, som tidligere fortalt, få en oslo-frokost med skolemælk, hvis hjemmet ikke kunne klare den udgift. Og jeg kan da huske, at min mor ofte klagede over de lidt for få husholdningspenge, som hun modtog fra min far (der sejlede på langfart). Især sidst på månede kneb det med at få enderne til at mødes. Jeg husker engang, hvor mor serverede frikadeller, der indeholdt så meget fedt, at de faldt fra hinanden på tallerknen. Vi skrabede bunden den dag.

Jo, vi tilhørte nok den fattige del af befolkningen i de år i arbejderkvarteret i Esbjerg. Senere tog min far nogle skridt op af avancementstrappen og meget blev anderledes. Vi blev ikke rige, men fik dog del af den velfærdskage, der blev bagt i tresserne. Men først og fremmest husker jeg barndomsårene som en ganske tryg og dejlig tid, hvor folk havde mere tid til hinanden. Fattigdom var ikke et ord, jeg kendte.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Helge kommentarer:

    Jeg tror ikke, at jeg levede en fattig barndom. Og jeg erindrer lige som dig, at den var tryg.
    Jeg voksede op på kanten af arbejderkvarterer i midten af Århus. Mine forældre flyttede fra midtbyen (Nørre Alle) lige inden jeg skulle begynde i skole på N.J Fjordsgade. Vi boede i den “fine” del af det nabolag – C.F. Tietgens Plads – som egentlig var en besynderlig blanding af større og mindre lejligheder. Vores lejlighed var en 4 en halver – en af de større på pladsen.
    Min mor gik som de fleste hjemme dengang (jeg er fra ’52) – men det betød jo at pengene ikke til at begynde med var store. Der var kun een frikadelle til alle andre end min far – som fik to. Jo pengene var ikke store. Men det var ikke noget man talte så meget om – dengang.
    I dag hvor mange flere har forholdsvis mange penge er det mere tydeligt for de der ikke har, at de ikke har…

  2. capac kommentarer:

    @helge: Ja, hvis vi var fattige, så lagde vi ikke mærke til det, og ingen snakkede om det. Måske betyder det også noget, at vores forældre kunne huske besættelsesårene med rationeringskort og erstatsningsvarer – og derfor følte det som fremskridt, at man trods alt kunne klare sig og havde til dagen og vejen. Og som du er inde på, så er fattigdom i dag nok noget relativt – i et samfund, hvor nogen har alt for meget og nogle alt for lidt.
    Og som sagt følte jeg ikke at vi var fattige – og jeg vil gerne have, at alle i dag kunne have den samme følelse i maven.

Skriv en kommentar

24 har læst indlægget
13,761