Anne og Anders i Mellemøsten
30. juli 2019
[Foto lånt fra DRs hjemmeside. Viser journalist Anders Agger i samtale med en omandreng]
Jeg har været inde på det før: Det journalistiske niveau på DR tv styrtdykker i disse år. Mikrofonholderi, følelsesjournalistik, research- og videnløs journalistik huserer i programmerne – og ofte i den hellige underholdnings tegn. Men retfærdigvis skal det siges, at der er lyspunkter. Ikke mange, men de er der. Som fx, når journalist Anders Agger sammen med ‘kogekonen’ Anne Hjernøe drager ud i verden for at rapportere tilbage om, hvad de oplever.
I sommerens udgave har de to kastet sig over Mellemøsten, idet de besøger Oman, Jordan, Israel og Libanon. Og de har allerede været i Oman og Jordan. Medens Hjernøes udforsker de kulinariske i landet med hjælp fra lokale og danskere med tilknytning til området, så benytter Agger lejligheden til at snakke med folk om stort og småt, bl.a. om de politiske emner, der knytter sig til det pågældende land. I Oman drejede det sig fx om religionens – islam – betydning, hvor man dels fik noget at vide om den intolerance, der hersker mellem de forskellige afskygninger af denne tro. I Oman er man hverken shia- eller sunnimuslimer (de to største grupperinger inden for islam), men tilhængere af ibadisme, der er en tolerant og fredelig retning. Af samme årsag har grænsen mellem Oman og Saudi-Arabien i mange år været nærmest lukket. Gennem almindelig snak med bl.a. en stor dreng fik man et indblik i en religiøs kontekst, som man ellers aldrig hører om i de dominerende nyhedsudsendelser. I udsendelsen om Jordan besøgte Agger og Co. en flygtningelejr med ca. 80.000 syriske flygtninge. Og man fik et billede af en lejr, der ganske vist bestod af primitive metalskure, men hvor der var styr på sikkerhed, vandforsyning, hygiejne osv. Og man kunne bliver helt beskæmmet over at leve i et land, hvor man ikke engang kan overkomme at modtage 500 af de allermest udsatte kvoteflygtninge om året. Men i Jordan kan man opsuge tusindvis og oven i købet være åben over for flere (som en interviewet taxachauffør fortalte). Måske, fordi man i Jordan alt for godt kender til de omstændigheder, der kan sende folk på flugt. Med ganske simple, ofte lidt naive spørgsmål, formår Agger at give seerne vigtig forståelse af nogle forhold, som så at sige aldrig er fremme i de overordnede internationale politiske offentlighed. Med enkle journalistiske virkemidler formår Agger at gøre seerne lidt klogere på, hvad der foregår ude i den store verden. Og den slags journalistisk burde der være meget mere af på sendefladen.
Og lydsporet er også interessant. Ud over kendingsmelodien med Alberte Winding, så afspejler lydsporet Agger og Co.’s forkærlighed for halvfjerdserrocken. Denne gang med bl.a. Fleetwood Mac og The Eagles. Og det skal de ikke høre et ondt ord for.,
