Et slag for Mais litteraturkanon
26. august 2019NYLONVINDEN
text og musik: Troels TrierButiksvinduerne og gaderne natten før januarudsalget begynder. Velfærdsvinden blæser.
Nylonvinden blæser
nattens skygger står på spring
Feber – feber
Fuglen flyver blindt i lysets ringStål i himlen – månen
tråden i den hede vind
Natten svøbt i nylon
kroppen gynger i det hvide spindHuden banker
hænder slår på trommens skind
Natten er så sort og du
du lukker månen indDu gynger i ilden
nylonilden er så rød
Feber – feber
ilden og det hvide kød
Medens Danmarks Radio svigter litteraturen og højst kan svinge sig op til et bogpromoverende program som Vild med bøger, så har den lille kanal DRḰ4 allieret sig med litteraturprofessor Anne-Marie Mai fra Syddansk Universitet om at promovere dansk litteratur. Det er dels sket i en række programmer, hvor Mai har taget udgangspunkt i nogle litterære ‘steder’. Og så sker det i serien “Mais litteraturkanon”, hvor Mai frimodigt har sat sig for at lave en kanon over de 100 bedste litterære frembringelser gennem de seneste 50 år. Og sådan et projekt vil selvfølgelig give anledning til modsigelse og debat, og det er som det skal være. Jeg er heller ikke enig med Mai i alle hendes valg, men lad det nu ligge.
En stor force ved Mais bud på en litteraturkanon er, at hun også får poppens og rockens tekster med som det, de er, naturlige dele af dansk litteratur. Hos Mai møder man fx C. V. Jørgensen (Bellevue), Steffen Brandt (“På kanten af småt brændbart”), Lise Cabble og Mette Mathiesen (“Fra Mols til Skagen”), Kim Larsen (“De smukke unge mennesker”) og – ja – Troels Trier (“Nylonvinden”).
Og det er opløftende og helt rigtigt at høre Mai argumentere for, at Troels Trier som tekstforfatter til Røde Mor udgør et vigtigt og væsentligt bindeled i dansk poesi, og fx understrege at en digter som Michael Strunge er dybt inspireret af Trier, selv om han officielt tog afstand fra halvfjerdsernes politiske digtning. Men Mai fremhæver smukt og enkelt, at Trier var både en politisk og meget poetisk sangskriver, bl.a. i ovenstående meget poetiske sang om “Nylonvinden”.
Det gode ved Mais kanon er ikke selve kanoniseringen af en række tekster, men at hun med sit smittende engagement og ligefremme, enkle formidling giver seeren lyst til at finde de kanoniserede tekster frem og give dem en chance. Hun giver en lyst til at (gen)læse. Og det er det, litteraturformidling i bund og grund drejer sig om.
