Aftenens filmoplevelse: Tog til Busan

18. oktober 2019

På vores tv-boks ligger en hel del optagelser, som jeg endnu ikke har fået taget mig sammen til at se. Deraf en hel del film af den slags, der bliver sendt sent på aftenen. Og i går fik jeg set den syd-koreanske film Train to Busan af Yeon Sangh-ho.

Filmen tilhører den sub-genre inden for fantastiske film, man kalder zombie-film. Altså film, der bygger på den præmis, at nogle mennesker bliver smittet med en virus, der gør dem til levende døde, der er til fare for den levende. Vi kender genren fra fx tv-serien The Walking Dead, der stadigvæk løber på en af streamingkanalerne med nogen succes.

I den koreanske film får vi historien om en arbejdsnarkoman af en far, der helliger sig karrieren som investeringschef og forsømmer sin lille datter. Han er skilt fra moderen, der bor i byen Busan. Og da faderen giver pigen en fødselsdagsgave, som han allerede har givet hende en gang før samme år, bliver han nødt til at tage med pigen til Busan, hvor hun kan være sammen med sin mor. Parallelt med denne centrale fortælling får vi så at vide, at der er uroligheder rundt omkring i landet. Men først da togrejsen er begyndt afsløres det så, at urolighederne skyldes en zombieepidemi, der breder sig over hele landet og lægger store dele af det øde. Og det er lykkedes en zombie at komme med toget i sidste øjeblik før togets afgang. Og den zombie sætter en aggressiv epidemi i gang i toget, hvor en stadigt mindre gruppe af usmittede må kæmpe for deres liv. Sammen med et ægtepar, hvor konen er gravid, to ældre damer og en ung baseballspiller tager faderen og pigen kampen op for at redde deres eget skind og nå frem til moderen i Busan. Hvordan det ender, må man selv sel

Til forskel fra adskillige amerikanske zombie-film, så er Train to Busan en særdeles vellavet film. Den er knivskarpt fotograferet og klippet. Skuespillernes præstationer er høj karat og zombieeffekterne er imponerende lavet. Aldrig har jeg set så mange zombier i en film. Og så mange scener, hvor store mængder af zombier bevæger sig nærmest koreograferet hen over skærmen. Det har virkelig krævet et højt professionelt logistisk niveau.

Men alt dette ville være ligegyldigt og ren underholdning, hvis ikke instruktøren Yeon Sangh-ho havde mere i ærmet. Og det har han. Filmen kan og må ses som en symbolsk kommentar til den politiske udvikling i Sydkorea (og dermed til udviklingen i ethvert kapitalistisk land), der er præget af en kamp for større demokratisering og af en modsætning mellem pengenes eller kapitalens magt (repræsenteret af pigens far, der fremstår som en nyliberalistisk, hyperindividualistisk person, der kun tænker på sig selv) og fælleskabet (repræsenteret af pigen, der af sin mor har lært, at man skal tage hensyn til andre, hvilket hun også gør i handlingen). Instruktøren har selv udtalt, at hans film skal ses som en fabel og at zombierne repræsenterer de mennesker, der kæmper for en demokratisering af Sydkorea. Og det er da også svært kun at se filmen som ren underholdning, idet der er små tegn, der peger i retning af filmens fabelkarakter. Fx når vi får at vide, at zombieepidemien er udløst af, at faderens investeringsfirma har investeret i et bio-teknologisk firma, der har frembragt den fatale virus.

Train to Busan er et godt eksempel på, at filmkunsten ikke længere kun har sit tyngdepunkt i Hollywood og de europæiske storbyer, men at ikke mindst de asiatiske lande er helt fremme i forreste række, når det gælder genrefilm.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

7 har læst indlægget
13,720