Den gamle skærslibers forårssang

20. december 2019

Nu lokker atter de lange veje,

og jeg har flikket de gamle sko.

Og jeg har skåret en grøn skalmaje

bag piledammen i Holstebro.

Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse,

og glemt er vinterens sult og nbd.

Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,

jeg sliber solskin og dagligt brød.

Hvor er min ungdom? Jeg ved det næppe.

Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.

Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,

jeg sov hos landsbyens bedste tøs.

Med hende var det en fryd at bakse,

thi vårens duft var i hendes skød.

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse,

men sleb dog solskin og dagligt brød.

Jeg var jo bare en skør skærslipper

foruden hjem og foruden ro.

Jeg var kun rakker og hundeklipper,

og bonden stænged’ for mig sin lo.

Han var så selvsikker, thi hans akse

var plantet støt i et stort fad grød.

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse,

men sleb dog solskin og dagligt brød.

Hvor er I nu, alle I jeg kendte,

hver buttet pige, hver kammesjuk?

Hver anden af jer på Sundholm endte.

Hver anden kvaltes i flaskens kluk.

Men jeg er stadig iblandt de vakse!

Mit hår er hvidt, men min tud er rød!

Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,

jeg sliber solskin og dagligt brød.

Dengang var brændevin hvermands eje

thi den var billig, og den var ram.

Men malurt dufted’ langs alle veje

og gav kulør til en fuseldram.

Å, soldebrødre, å, lurifakse,

I drak jer tumbet fra vid og sans,

men jeg sleb knive, og jeg sleb sakse

og plukked’ malurt omkring sankthans.

Den, der har pligter, kan sagtens dømme

en pjalt, som ikke betaler skat.

Men jeg er digter og jeg må drømme,

thi jeg er et med den lyse nat.

De digtere er så mange slagse,

og selv blandt dem er jeg kun en fant,

der sliber knive og sliber sakse,

og takker rørt for en kobberslant.

Og endnu venter de lange veje

med morgenkulde, med middagsglød.

Min slibesten kan jeg fortsat dreje

og holde næsen forsvarligt rød.

Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse

og glemt er vinterens sult og nød.

Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,

jeg sliber solskin og dagligt brød.

Teksten er af min yndlingsdigter Sigfred Pedersen og melodien af Kaj Normann Andersen. Året var 1955, og jeg var knap to år gammel. Det er igen Sebastian, der spiller sangen om skærsliberen i Fred Åkerströms svenske version.

Sigfred Pedersen kunne noget af det samme som fx Jens August Schade, nemlig at skrive poesi om hverdagen, så den blev brudt op med menneskelig indsigt, humor og erotik. Desværre har Pedersen aldrig fået den helt store stjerne på det akademiske parnas, men det skal nok komme, er jeg sikker på.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

31 har læst indlægget
14,312