Den politiske boomerang – om Jens Rohde, Radikale Venstre og boligpolitikken
31. januar 2020Det er længe siden, jeg har kommenteret den frafaldne Venstre-mand, nu Radikale Venstre-medlem, Jens Rohde. Det var dengang, han snublede i en “missil”-udtalelse, der kostede ham jobbet som direktør for TV2 Radio. Men nu har han igen været ude og demonstrere sin særlige sans for at få næsen i klemme i det politiske spil.
Det var forleden, da han mente at have lavet en aftale med såkaldte “blå blok” om håndteringen af store kapitalfondes spekulation i socialt boligbyggeri i København og store provinsbyer. Det var på det tidspunkt ikke lykkedes for den socialdemokratiske boligminister Kaare Dybvad Bech at få lavet en aftale med regeringsgrundlaget – Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti – der kunne indfri løfterne i det såkaldte “forståelsespapir” mellem partierne hvoraf fremgår, at man ville sætte en stopper for Blackstones og lignende foretagenders boligspekulation.
Det huede ikke den forhenværende Venstrepolitiker Rohde, at nogen (regeringen) skulle spænde ben for enterprenante pengefirmaers muligheder for at investere og tjene penge på “forbedringer” og “fornyelser” af eksisterende boliger og i den forbindelse jage boliglejere på flugt. Og sammen med blå blok fik han så lavet en aftale, der ikke indeholdt en af regeringen ønsket karensperiode for huslejestigninger på fem år (at der skulle gå fem år fra en boligforbedring til en ny huslejestigning). Og i den forbindelse hoverede Rohde og belærte boligministeren om, at han skulle lære sig sit politiske håndværk’ og mente i øvrigt, at karensperioden ikke udgjorde den store forskel mellem de to aftaler. Men – som så ofte før var Rohde for hurtig på aftrækkeren. For inden de borgerlige havde papirerne på plads, trådte Dansk Folkeparti ind i stedet for Radikale Venstre og sikrede at regeringen fik sin plan igennem. Man kunne hævde, at Jens Rohde her fik en lektion i politisk håndværk – nemlig den, at hvis man som han springer fra et fælles regeringsgrundlag for at lave politiske rævestreger med oppositionen, så må man forvente at ens stemmer bliver bytte ud med andre. I dette tilfælde Dansk Folkepartis. Og ikke blot er det, som pressen skriven “en mavepuster” til partiet Radikale Venstre. Det er også en sviende øretæve til Jens Rohde, der i denne sag har afsløret, at han godt nok har skiftet partiet Venstre ud med Radikale Venstre, men i bund og grund holdt fast i det nyliberal(istiske) grundlag, som det gamle regeringsparti har hvilket på siden Anders Fogh Rasmussens tid.
Nogle har så måske undret sig over, hvorfor Dansk Folkeparti har allieret sig med “rød blok”. Men jeg tror, at forklaringen er, at partiet dels godt ved, at mange af dets potentielle vælgere er lejere af den slags, der har været i kløerne på boligspekulanterne (og det sidste partiet har brug for er at miste flere af den slags stemmer…), og dels at Dansk Folkepartis ledelse godt ved, at det i partiets nuværende parlamentarisk trængte situation ikke kan tillade sig at lade et godt forhandlingresultat gå af hænde. Altså kort og godt politisk pragmatisme (eller om man vil: populisme). Og det kan være en del af den lære, Rohde fik mulighed for at tilegne sig.
