Jakob Fuglsang som syndebuk

3. februar 2020

Dramaet i Tour de France er flyttet fra de stejle bjergtoppe og de flade spurter til det medicinske kapløb mellem nye stoffer og teknologier og “renhedspolitiets” jagt på synderne. I den store renhedsfortælling gøres den enkelte rytter til skurken i spillet, medens bagmændene, der har presset udøverne længere og længere ud i eksperimenternes jungle, vasker deres hænder i fuld offentlighed. Vi er vidner til et kæmpemæssigt hyklerisk show, der opføres for fulde gardiner (og licenskroner) i DR og på andre store tv-kanaler. Et show, der ganske langsomt, men sikkert, vil afsløre, at de olympiske konkurrenceidealer, man foregøgler at hylde og forfægte, er som kejserens nye klæder.

Sådan skrev jeg her i bloggen i 2008, da dopingskandalen havde ramt Tour de France. Og i går aftes blev jeg mindet om, at min lille analyse dengang havde ramt plet med hensyn til forståelsen af pressens behandling af skandalen som en fortælling om renhed. En fortælling, hvis formål det var – og er – at rense selve sporten ved at hænge enkelte sportsudøvere ud som skurke. Siden har vi set den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong miste al sin glans i et anstrengt forsøg på at bringe renselse til den martrerede cykelsport.

Og i går fik vi så et nyt frisk eksempel, idet DR Nyhederne kunne fortælle os, at landets pt. måske mest succesfulde cykelrytter, Jakob Fuglsang, var kommet i ‘cykelsportens uafhængige anti-doping-enhed, Cycling Anti-Doping Foundations (CADF)’ søgelys. Sammen med dagbladet Politiken og norske Verden Gang har DR fået fat i en ‘hemmelig’ rapport, der afslører, at Fuglsang er sat i forbindelse med den skandaleomsuste, italienske ‘dopinglæge’ Michele Ferrari, der er ekskluderet af cykelsporten på grund af sine meritter inden for dopingområdet.

Interessant ved nyheden er, at den stort set kun nævner den populære og succesfulde rytter, Jakob Fuglsang. Ganske vist nævnes også hans hold, Astana. Men fokus er entydigt på kransekagefiguren. Den ypperste repræsentant for sporten i Danmark. Man kunne jo – for god ordens skyld om ikke andet – have opremset flere andre cykelryttere i rapporten og flere hold, men nej. Man vælger at vinkle det på lige netop den måde: Jakob Fuglsang. På næsten gammeltestamentlig facon (Abraham, Job) gøres Fuglsang til en syndebuk, der som sådan skal ofres som et lille spædt lam for at Sporten som sådan med al dens kapital, sundhedssystem osv. kan gennemgå en renselse. Men han er jo ikke dømt endnu, vil man måske sige. Nej, men han er allerede, qua rapporten og relationen til Ferrari, så miskrediteret, at også han på nærmest rituel vis må slagtes for åben skærm. For det er jo det paradoksale ved syndebukken: At det ikke er tilstrækkeligt at gennemføres renselsesofringen én gang (som i det privilegerede tilfælde: Jesus Kristus), den skal (som korsfæstelsen) gentages rituelt igen og igen for at holde liv i illusionen, fortællingen om renheden.

Tilbagespoling: doping

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

6 har læst indlægget
14,152