Love Birds – guilty pleasure når DR samler ind…
3. februar 2020
Som nævnt valgte DR at bruge hele lørdag aften på at samle penge ind til børn på flugt, iscenesat som underholdning til flødeskumskagen og kaffen. Og det var nok til at jeg måtte finde andre adspredelser, når nu dummekassen ikke rigtig havde noget at byde på. Og så er det jo godt, at man alligevel havde været på biblioteket og høste nogle lån til øre og øje.
Og på den visuelle side havde jeg fundet den new zealanske film Love Birds fra 2011. Jeg havde bestilt den, fordi den har den henrivende britiske skuespillerinde Sally Hawkins (kendt fra bl.a. nogle af Mike Leighs film, fra The Shape of Water m.fl.). Så kunne det ikke gå helt galt, var ræsonnementet.
Og ganske rigtig. Filmen er en charmerende bagatel af en romantisk komedie. Om Dough, der lever et ubekymret liv med fast arbejde, kæreste og hus i forstaden. Men så går det hverken værre eller bedre end at kæresten forlader ham, fordi der ikke er sket en skid de seneste to af deres samliv. Og Dough er slået hjem.
Men så indfinder der sig en slags mcguffin, der skal sætte historie i bevægelse. En and lander på Doughs tag og tager ham, hans hus og liv i besiddelse. Med lidt god – ja meget god vilje – er anden et symbol på Doughs fastlåste liv. Anden kan ikke længere flyve og bedre bliver det ikke af, at den knytter sig til Dough, der også trænger til luft under vingerne. Og man mere end aner, at andens evne til at flyve hænger sammen med Doughs evne til at komme videre med sit liv. Og uden at afsløre for meget, så er det også det, der sker. Det ligger i genrens selvforståelse. Anden kommer på vingerne igen, hjulet på vej af en løssluppen plæneklipper. Og Dough møder Holly (Sally Hawkins) og sammen stiger de til vejrs i en luftballon… Symbolikken er til at føle på.
Filmen er som sagt en bagatel. Som en flødeskumskage, der smelter på tungen, inden kaffen får skyllet den ned. Men de medvirkende spiller ganske habilt, og så er der en formildende omstændighed: Dough er Queen-fan. Noget han har fået fra sin far. Og lydsporet er 90% Queen-sange, der passer rigtig godt til den lette tone i filmen. Og så er der et par sange med den new zealandske folk-rock-sangskriver og sanger Virginia “Gin” Wigmore, som var et nyt, behageligt bekendtskab for mine ører. Mindre interessant bliver denne Gin ikke af, at hendes debutalbum Holy Smoke (2009) er indspillet med Ryan Adams backingband The Cardinals.
Og selv om bibliotekets kopi kun havde tyske undertekster, så var filmen bestemt et bedre valg sådan en lørdag aften end hjernedød indsamlingsunderholdning på public service-kanalen…
