Eric Clapton – Life in 12 bars

29. februar 2020

I går aftes fik jeg taget mig sammen til at se dokumentarfilmen Eric Clapton Life in 12 bars. Jeg har længe været fristet af de mange biografier, der findes om Slowhand, men har tænkt at måske ville en dokumentarfilm være mere interessant (bl.a. fordi musikken ville få en større plads). Så derfor var det oplagt at opsøge Lili fini Zanucks film (NB! Den kan ses ganske gratis på bibliotekernes streamingtjeneste Filmstriben.dk!). Og det skulle vise sig at være en god beslutning.

For dokumentaren giver en fint portræt af den store engelske guitarist. Det er Clapton selv, der fortæller. Suppleret med andre stemmer: bedstemoderen, moderen, Patti Boyd, venner og musikalske samarbejdspartnere, producere osv. Og selvfølgelig garneret med private og offentlige filmklip og fotos.

Og det er en fortælling om en martret sjæl, en dreng, der kommer fra en dysfunktionel familie, hvor moderen forlader ham og overlader ham til bedsteforældrenes kærlige opdragelse. Og hvor opdagelsen af the blues bliver den oplevelse – og besættelse – der kan give ham lindring og fred i sindet, når det brænder på. Og det gør det hele tiden.

Clapton fortæller åbenhjertigt og – så vidt man kan bedømme – ærligt om sin musikalske besættelse og sin karriere – fra den første R&B-gruppe The Roosters (med Tom McGuinness) og helt frem nutiden. En karriere, hvor de musikalske ambitioner vejer tungere end succes og penge. Men han har mange problemer og traumer at slæbe rundt på. Moderen accepterer aldrig sin status som Erics moder, og det er tydeligvis en tung byrde og traume for ham. Han har det også svært med kvinder, og det kulminerer med den ofte omtalte forelskelse i George Harrisons kone Patti Boyd. En forelskelse og besættelse, der først får lov at blive fuldbyrdet på et tidspunkt, hvor Clapton er kommet ud i et massivt stofmisbrug. Først kokain og heroin, og da han endelig finder sammen med Patti et alkoholmisbrug, der truer med at slå ham ihjel.

Clapton er hudløs ærlig, når han fortæller, at den musik, han laver efter tiden med Cream i vid omfang bærer præg af at være lavet af en drukmås. Først da han mister sin 4-årige søn Conor i 1991 lykkes det ham at få rettet op på sit liv.

Filmen varer lidt over to timer og Lili Zanuck får overbevisende og detaljeret beskrevet Claptons komplicerede liv. Man får også et godt billede af den musikalske udvikling, selv om lige netop dette aspekt sagtens kunne have fyldt meget mere (og burde det). Og man får et billede af en menneske, der er alt andet end den imageperson, som medierne har opbygget  af manden. Han er langt fra nogen gud (“Clapton is god”), men et menneske fuld af usikkerhed, plaget af barndommens traumer og langt hen af vejen ude af stand til at leve et såkaldt normalt liv. Men også et menneske, der finder noget, der er større end livet – the blues .

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

7 har læst indlægget
14,152